Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Tidens skæve tand

Klokken er 8 og det er søndag morgen. Det er efterår udenfor, kaffen er nybrygget og i min seng ligger en skøn, ung kvinde og sover……………oh, I’m sorry – did I break your concentration 😉

Denne kvinde er min datter på 24. Smuk i krop og sind. Og hun er en unik kvinde. Min søn er en unik mand. Jeg er en unik (moden) kvinde - hvilket om muligt kun gør mig endnu mere unik. Som alle mennesker er. For vi er alle kommet til verden i en lille, slimet udgave der ikke har eksisteret før. Jo, som arten der har vandret på jorden i mere end hundrede af tusinde år (jeg tror der stadig diskuteres om det). Men ingen andre er dig!

Da min datter var lille pige, havde hun det skønneste gummi-ansigt med de mest fantastiske udtryk. Når hun sad i badekarret med håret skrabet tilbage og hendes storgrinende ansigt, lignede hun til forveksling Macaulay Culkin fra ”Alene hjemme”-filmene. Og det er nok ikke lige det billede man ser for sig, hvis man skal beskrive en yndig, lille pige med nykæmmet hår og fin kjole – klar til skolefoto. Men hun var sund og rask, og hun var vores lille pige. Unik.

Men hvad er det der sker med vores opfattelse af disse unikke individer? Kan vi nu ikke længere få lov at være ”dengang-jeg-var-barn”-skæv på skolefotos mere! Jeg ved at Facebook, Instagram og alle de andre se-mit-liv medier efterhånden har skabt en platform for udbasunering af alle vores smukke sider. Vi har et smukt hjem, en smuk mand, et smukt hus, ja endog maden vi tilbereder, er smuk. Og det hele krydres lige med en trutmund og store øjne. For det har vi jo også alle sammen fra naturens hånd, ikke.

Og det er ikke noget nyt, at fremtidens maske minder om en kat. Og jeg taler ikke om Michelle Pheiffer i Batman eller Halle Berry i Catwoman. Jeg taler om den tendens der efterhånden har floreret i mange år. Og reklameres direkte og indirekte for i tv. Den hvor man kommer forbi den famøse kniv der kan forvandle enhver original til en kopivare. Den skarpe pen der snildt retoucherer enhver personlighed væk, så vi alle en dag kan ligne hinanden.

Jeg er ikke i tvivl om, at færdes du i kredse hvor det er dagligdag og normalt at bremse tegnene på ældning, så kan det være svært ikke at følge trop. Men kunne vi ikke bare forsøge at stoppe det ”maskebal”. Og måske bare smide lidt ekstra anti-rynke creme i ansigtet. Få en ekstra ansigtsmassage. Spise lidt sundere mad. Dyrke lidt ekstra yoga eller danse sig gladere. Og så lade os selv blive ældre af udseende. Med de personlige smukke træk og skævheder vi har. I følgeskab med alle de andre der bliver ældre. For indeni ældes vi. Vi får alligevel brug for at sidde på plejehjemmet og nyde en sherry og spille lidt Canasta. Slå vores (utallige) folder, der blot minder os om, at vi har levet et liv der har udartet sig i en masse smilerynker. Jeg ved godt tingene ikke er sort/hvid. Men jeg taler om en generel opfattelse af vores ydre. Og den formerer sig hurtigere end en influenzaepidemi.

Nu skal jeg ikke blive kvalt i min glorie. Jeg tænker da ofte på mig selv i mine unge dage. Hvis mulighederne havde været mere tilgængelige, var jeg så blevet grebet af forandringens fluenet. Men jeg tror det ikke. Ét fordi vi dengang ikke blev bombarderet fra alle sider med, hvordan man helst skal se ud. At det er forkert at ældes naturligt. Og to fordi jeg altid har haft den lille stemme i mig der sagde, at hvis jeg nu tog det skridt, så ville jeg jo være kunstig. Så ville jeg lade som om. Og til trods for, at jeg ofte følte mig mere som en statist end hovedrolleindehaveren i mit eget liv, så ønskede jeg alligevel ikke at bytte plads på bekostning af MIG.

Ikke, at jeg på nogen måde vil dømme de mennesker der har truffet et valg om forandring. Det er helt sikkert deres valg. Eller også har de ikke haft et valg. Det gør mig bare så ondt, når jeg ser hvordan unge ligefrem hader sit udseende, fordi man ikke vil se anderledes ud. Og det gør mig endnu mere ondt, når jeg læser, at forældre ønsker at få retoucheret lille Ida på skolefotoet. For er det forældrenes eget ønske eller er det lille Ida der bare har fået så meget magt over far og mor?

Selvfølgelig har jeg da også selv prøvet at føle den fornemmelse. Bare at se anderledes ud. Og selvfølgelig kan jeg også have dage hvor jeg ville ønske, at jeg var en sommerfugl. Der pludselig brød ud af den grå puppe og fløj væk som det smukkeste bevingede væsen. Men så stiller jeg mig foran spejlet og beundrer min lettere skæve næse. Med en næsetip der minder lidt om et falloshoved. Og så husker jeg på den erfaring der fulgte med skævheden. Samt hvor behændigt det er, at jeg af og til ikke blot har nosser, men ydermere spidsen af et lem!