Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Bold & burlesque 

Som det nok hørte sig til i min ungdom, skulle forskellige fritidsinteresser afprøves. Om det var rastløsheden, veninders valg eller man bare skulle finde en plads i ”sportens” verden aner jeg ikke. Men når først udstyret var i orden og det var afprøvet, så mistede jeg interessen. Dengang vidste jeg åbenbart ikke bedre.

Rækkefølgen husker jeg ikke helt. Jeg tror det startede ud på Skåde Rideskole. Botskin hed den lille shetlandspony der fik glæde af min entusiasme for at muge ud og strigle disse firbenede skønne dyr. Til gengæld måtte jeg tage en tur på ham i ny og næ. Han døde desværre efter en tid. Ikke på grund af en hovrensning der gik galt. Det var vist alderdom. Men jeg syntes det var hårdt. Kort tid efter droppede jeg ridningen.

Så blev badminton pludselig interessant. Om det var Lene Køppens fremtoning på skærmen da hun vandt verdensmesterskabet i 1977 der gjorde udslaget, erindrer jeg ikke. Men igen fik jeg udstyret. Ketcher, taske til ketcher, fjerbold, pandebånd, svedbånd, sko, shorts og t-shirt. Så var jeg klar til at erobre banerne i Viby Badminton Klub. Det gik egentlig meget godt. Ikke at jeg var særlig god. Men jeg deltog i undervisningen. Og i en sommerferie blev jeg modig og deltog en hel (interesse-)uge med badminton 4 timer om dagen. Efter en uge med blikket mod gulv, net og neonrør alt efter hvor fjerbolden fløj, så blev det også for meget. Og så var jeg out. Jeg kommer der dog stadig af og til. Men så er det for at nyde en bøfsandwich med sovs og hele molevitten hos Søren E. Deres kyllingsandwich skulle også være fantastisk. Så er man jo også lidt tilbage ved fjerene igen.

Udover sport, teen-age syning, drenge og videokursus, så begyndte veninderne og jeg sidst i 70’erne/først i 80’erne at gå i en klub i Viby. Lydpotten. Her blev der holdt fredagsfester. I starten lå Lydpotten i et lille lokale på Søndervangsskolen. Unge mennesker fra de omliggende boligkarreer strømmede til. Og hen på aftenen strømmede kondensvandet ned ad væggene. Men det var fedt. Vibys svar på Studio 54 i New York. Vi dansede, flirtede og svedte indtil det blev lukketid. Senere flyttede festerne til en stor hal i Viby Industrikvarter. Ikke nær så intimt - selvom der blev kysset på balkonen. Men trangen til at danse blev ikke mindre. Især ikke da jeg sammen med en ven vandt en dansekonkurrence. Præmien var dog ikke en flot pokal med vores navne indgraveret. Men et solkort til et lille solcenter, der lå overfor biblioteket. Da min dansepartner havde et solcenter i familien, fik jeg alle ti klip. Samt den forfærdelige kløe der følger med første bekendtskab med et solarium.

Nå, men jeg fik smag for dansen. Og i midt 80’erne ville jeg afprøve det lidt mere ”professionelt”. Hvis en time om ugen i Midtjysk Sportsdanser Forening hører under det. Det foregik i en sal der lå i Åbyhøj. I dag bliver stedet vist brugt som et multikulturelt opholdssted…….eller noget. Men jeg nød det. Min drøm var at blive baggrundsdanser for et band. At komme på en scene og fyre den af. Måske ligefrem kunne leve af det. Drømmen voksede efter jeg oplevede en engelsk dansetrup fyre den af til Duran Duran’s ”Wild boys” på Tropicana i Århus - med Å. Senere blev Robbie Williams min foretrukne frontfigur. Jeg kan ikke afvise, at drømmen stadig er der. Men dansen i foreningen stoppede efter en tid. Livet gik sin gang. Og i mange år var det kun diskotekernes gulve der nød godt af min danselyst. Drømmen fulgte mig i skyggen i mange år. Jeg husker stadig en dag kort tid efter jeg havde fået besked om, at jeg var gravid med min søn. De viste Flashdance i tv og jeg begyndte at græde. Nu kunne min drøm aldrig blive til virkelighed. Jeg skulle være mor i stedet. Selvfølgelig vandt moderfølelsen og indtog førstepladsen, da jeg først stod med den lille skabning i mine arme.

Efter en tid i fitnesscentrenes dansehold fik jeg genvakt min lidenskab. Og i 2011 kom muligheden for at tage en uddannelse i Fitness World. Som instruktør for retro-mix. Retro-mix holdene var en-til-en dans foran spejlene til musik fra 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Det var en fantastisk følelse at undervise i dans. Jeg kunne tjene (meget få) penge på at danse. Og så fik jeg muligheden for at dele min danseglæde. Det lå i mine hænder (og fødder) at give dem en time med fed musik, skønne trin og latter. Men allerede efter 1 år måtte jeg stoppe undervisningen. Og Robbie Williams måtte indse, at jeg aldrig kom. Jeg så ham på Smukfest i år. Han ”nøjes” stadig med de unge, smækre dansepiger der tog min plads.

I første omgang var det en flise der stoppede mig. Altså ikke en ”flise”-flise. Godt nok var det ret tæt på havnen. Og jeg var på vej på job. Men flisen skulle kun benyttes som fortov. Hvilket jeg missede. I stedet tog jeg den på langs foran rimelig mange mennesker ved Aarhus rutebilstation. Det var selvfølgelig også en form for publikum. Til info, så er jeg omkring 2,5 flise lang. Men mine knæ begyndte efter noget tid at få nogle sjove ”buler” under skallen. ”Få lige lægen til at se på det”, sagde min veninde en dag jeg sad og flashede mine flotte (troede jeg) sommerben. Og det gjorde jeg så. ”Du har Schlatterknæ”! Det er en følgeskade af slid på knæene – nok fra din ungdom”, sagde lægen. Mit fald havde tricket det. Okay tænkte jeg. ”Jamen jeg har også spillet fodbold”, skyndte jeg mig at sige. ”Ja, det er højest sandsynligt det”, sagde lægen med et smil på læberne. (Og det var det!)

Men det er nu sandt – jeg har faktisk også spillet fodbold i mine unge dage. Efter badmintonen og ridningen. Før jeg startede dansen. Jeg spillede for KHIF. Viby havde ingen pigefodbold. Så nogle veninder og jeg drog to gange om ugen længere mod syd for at trille med en bold. Og det kunne formodentlig ikke kaldes meget andet. Lige med undtagelse af de regnfulde træningsdage, hvor vores træner (ingen navne nævnt) foreslog os at spille rugby. Ja for så snu var han – set i bagkundskabens klare lys. Unge teen-age piger i små stramme shorts (sådan lidt a la Preben Elkjær). Der tumlede rundt på en mudret bane. Imens regnen gennemvædede deres træningsbluser så de klæbede ind til kroppen. Og synliggjorde de små fine endnu ikke helt udviklede bryster. Men en god fodboldtræner – nej. Jeg glemmer aldrig første kamp hvor min nye kæreste sad på tilskuerpladsen. Det var dagen efter vi havde kysset første gang til en fest. Holdet skulle spille mod ASA i Aarhus midtby. Det blev vildt. Solen skinnede, jeg var nyforelsket, og havde aftenen inden siddet bag på hans knallert. Vi skulle ned og trække smøger til ham i en automat ved siden af Kentucky i Viby. Nå, men det blev en målfest uden lige – for hjemmebaneholdet. Og sådan gik det faktisk oftest. Dog aldrig på vores egen bane. Heldigvis havde jeg en trøstepræmie på bænken. Men med en ny kæreste og en ringe udsigt til en karriere på grønsværen stoppede fodbolden.

Knæuheldet gjorde, at jeg stoppede dansen. Men jeg gav ikke op. Jeg skånede mine knæ en tid og forsøgte nogle andre trin. Og jeg fik da også lavet en ny kontrakt som underviser. Men skæbnen ville noget andet. Jeg ved ikke om Gudinden foroven forsøgte at fortælle mig, at jeg var ringe til det. Men min skade efter påkørslen for 7 år siden satte en ultimativ stopper for muligheden som danseinstruktør. Jeg forsøgte ganske kort, men måtte give op. Man kan ikke forpligte sig til et hold fyldt med danseglade kvinder, når kroppen dikterer ens liv dag for dag. Så mange år har jeg måtte undvære dansen. Og det tætteste jeg nu kan komme som bandcrew er formodentlig i Kandis.

Nu er jeg jo typen der helst ikke giver op. Det kan have sine fordele og ulemper. Men i dette tilfælde har det kun bragt glæde. Jeg har fundet et dansehold og en kvinde der igen har formået at give mig muligheden for at danse - med mig selv som partner. For det er den slags dans der giver mig størst glæde. Ikke at lade sig styre af en dansepartner. Men at kunne give slip på sindet og lade kroppen tage over. Når skavanker, alder og humør tillader. Hvor det er på mine egne præmisser. Og denne dans er bedre end mine tidligere danseoplevelser. Denne danselærer er bedre end hvad jeg tidligere er stødt på. Nomi er som den egyptiske gudinde for dans, musik og beruselse, Hathor. Hun er sjov, kærlig og fyldt med en energi der smitter af. Og hun bygger dansen op med de fedeste koreografier. Hvor vi kan dyrke vores kvindelighed. Hvor vores sensualitet og danseevner udfordres. Kvinderne jeg danser med er skønne. Salen emmer altid af alle former for kulørte personligheder. Med plads til latter og selvironi. En (til tider to) timer om ugen kan jeg svømme væk i den verden jeg altid har elsket. At danse og føle mig selv.

Nomi er nok bedst kendt for hendes Groove-hold. Hvilket også er fantastiske timer. Men jeg må tilstå, at burlesque/stripfitness-timen hver torsdag er min favorit. Den fylder mig med glæde. Jeg får en stærk energi. Sved på panden, i navlen, mellem brysterne og alle de kære folder, som Gudinden har tildelt mig. For min yndlingstime med Nomi er hot. Når jeg går derfra føler jeg mig hot. "Varme piger fryser aldrig". Så kom an hr. vinter. Jeg er klar - og hot!

Har du mod på, som jeg, at udforske din feminine og sexede side. Eller måske prøve en groove-time, så smut ind på https://groovedance.dk/. Der starter en ny sæson op i uge 48. Måske vi ses?