Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Kojak & kærlighed

Jeg blev født ind i en “ung” familie. Mine forældre var hhv. 17 og 18 år. Så vi boede alle tre hjemme ved min mormor og morfar. I en lille lejlighed på Ormslevvej i Viby. De blev bedsteforældre ret tidligt i deres liv. Begge var først i fyrrene. Men de påtog sig rollen med kyshånd. Og et åbent hjem. Min mors lillebror (onkel Frank) boede også stadig hjemme. Så den lille hybel husede fem voksne og et barn. Samt min tante Birthe der kom på besøg af og til. Om hun overnattede, husker jeg ikke. Pladsen var jo trang. Men en seng og en smule privatliv plejer nok at kunne række for unge nyforelskede teenagere. Ja, selv en græsplæne på Viby Stadion kunne gøre det. Og om sommeren var det jo overhovedet ikke koldt. Men nu skal det jo ikke handle om en nær vens uterlige opførsel på Viby grønsvær.

Min mormor og morfar blev mine bonusforældre. Og de/det var en bonus. Egentlig blev de kaldt Momserne senere hen af os børnebørn. Og det fortsatte resten af deres liv. Nok mest fordi min mormor mindede om Momsemor. Fra tegneserien af samme navn. Rapkæftet, med en cigar i munden og en Martini i hånden. Min mormor røg dog cigaretter. Og drak højest en hvidtøl. Men at hun ville være for skrap for amerikanerne, som seriens Momsemor var, er jeg ingenlunde i tvivl om. De to mennesker tog mig til sig, som var jeg en datter. Selvfølgelig elskede de mig. Men de formåede faktisk at rumme mig som både bedsteforældre og forældre. Uden at jeg følte det anderledes. Eller følte et afsavn fra mine forældre. For mig var de bedsteforældre. Intet andet. Men mine forældre var jo også til stede. De havde dog stadig behov for at være unge. Med venner og nattelivet. Så når de slog deres folder på ”Katten” i Århus midtby, så blev jeg i Viby. Måske tænkte jeg ikke nærmere over det. Jeg havde aldrig prøvet andet. Og jeg sov formodentlig, når de dansede fandango.

I 1969 blev jeg 4 år og min første lillesøster var på vej. Så den lille familie rykkede ud af den trygge hule. Mine forældre fik deres eget sted. Pludselig skulle vores store kernefamilie skrumpes ind til os tre – og en baby på vej. Men omvæltningen blev blid. Efter mine forældre havde bygget rede på Moltkesvej (ja, vi blev i byen), så fandt de alle fire en løsning. Nu var det jo ikke kun den ene vej der ville ske et stort savn. Jeg er sikker på min mormor og morfar ville mangle mig i hverdagen. Nu var jeg jo sød, velopdraget, rolig og ret bedårende (yndigt tøj kan gøre meget). Jeg skriver i datid, men det sidstnævnte gælder stadig. Eller måske ikke det hele. Men aftalen blev, at hver fredag til lørdag var jeg ved min mormor og morfar. Det var skønt. Men til tider hårdt. For når vi nåede til søndag aften, var jeg ikke altid parat til at tage hjem. Engang formåede jeg at få tilkaldt lægevagten. Fordi jeg tudbrølede, da jeg var blevet afleveret. Og af frygt for at indrømme min store store sorg, så bildte jeg mor og far ind, at jeg havde ondt i maven. Stakkels mig.

Jeg havde jo hygget med nye veninder i Vårkjærparken. Der var mormor og morfar nemlig flyttet hen. I en stor 4-værelses lejlighed. Ironisk nok. Men derudover nød jeg hver fredag og lørdag aften. Jeg lå i fodenden af sofaen. Min mormor i den anden ende. Og morfar i lænestolen. Så kom slikket frem. Det havde jeg hentet i Vibyhus kiosk inden aftenens program. En OP-lakridsstang (sød lakrids), en hvid chokoladefrø og en mintstang. Der var højst sandsynligt mere guf i posen. Men de tre ting glemmer jeg aldrig. Så jeg var klar til McCloud, Kojak eller Columbo. Måske Quincy. Kom der en ”forbudt for børn” film bagefter (altså voldsfilm, ikke porno), så sagde jeg godnat og gik i seng. Dvs. ”Fydde” her hoppede i ”Pippi’en” og sprang i fisposen. ”Pippi” var min hvide og blå stribede natbluse der var for stor. Men den var blød og jeg elskede den. Og fisposen – ja det kræver vel ingen dybere forklaring.

Måske skal jeg lige forklare; ”Fydde” var min onkel begyndt at kalde mig (og han gør det stadig). Hvorfor husker jeg ikke nøjagtigt. Men noget med ”fy da da”. Selvom det lyder utroligt, at jeg skulle have gjort mig fortjent til den tone. For HVIS jeg endelig havde gjort noget slemt og der blevet ”truet” med (mere blev det vist aldrig til) en røvfuld, så sagde jeg blot ”mig skal nok selv”. Og så klappede jeg mig selv bagi. Se med denne metode kunne jeg måske havde undgået mange trælse timer på værelset alene. (Selvom det hed stuearrest. Jeg tror da nok mine forældre misforstod noget der). F.eks. efter dengang hvor min veninde Hanne og jeg ”sov ved hinanden”. Og i stedet havde regnet den godt ud (troede vi). Så vi havde smidt dynerne i et kælderrum. Og blev ude med drengene det meste af natten. Men bemærk, at jeg skrev ”troede jeg”. For vi havde lige glemt én ting. Godt nok var mobiltelefonen (som den vi kender i dag) ikke kommet til Danmark i 1980. Men det var fastnettelefonen altså. Så da de to udspekulerede (troede vi – igen) natugler vendte hjem til kælderrummet lå der kun en seddel. ”I er opdaget”! Ingen dyner. Ikke engang vores tørre cornflakes lå der mere.

Men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min mormor og morfar. Eller savner dem. Vi har aldrig været rige i vores familie - sådan materialistisk set. Men kærlighed og nærhed manglede der aldrig. Og som historien fortæller fik jeg knyttet et meget specielt bånd til dem. For hele deres liv med børn, børnebørn, samt oldebørn, har vi mærket deres tilstedeværelse. Vi var deres liv. Nu er jeg så selv blevet farmor. Og hvor er det en skøn følelse. Ikke blot pga. den ofte sagte sætning ”det er børn til låns”. Men fordi, jeg blev fuldstændig forundret over, hvor meget (moder)kærlighed jeg egentlig rummer. Først for mine to børn og nu også for et barnebarn. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg har mere at give. Men jeg kan sagtens følge den kærlighed min mormor og morfar kunne give ud.

Nu var mine forældre og jeg måske bare så heldige, at alt dette skete i 1960’erne/først i 1970’erne. Samt at mine bedsteforældre fik titlen i en ung alder. For de havde mere overskud. Og mere tid. Selvom de begge arbejdede i starten. Men de havde heller ikke andre behov. Ingen fritidssysler. De havde familien. Jo, min morfar og jeg tog på Viby Stadion og så fodbold. Eller håndbold. Imens mormor lavede søndagsmiddagen. Så hyggede vi med bold – og jeg hyggede i særdeleshed med slikudvalget i kiosken i kælderen. Nu kunne man tro, at mit liv bare var sukkersødt. Og at jeg har en sød tand. Men det var det egentlig også de første mange år. Og jeg elsker stadig OP-stænger og mintlakrids. Men det var egentlig den eneste sport min morfar gik til. Og mormor dyrkede ikke stram-op eller dans. Eller gik ud med veninderne. De havde venner der kom hjem til dem og spillede kort. Og jeg var med til det. Imens jeg lyttede til deres historier. Deres fritidssysler var hjemlig hygge med venner, mig og de andre børnebørn. Og resten af familien.

Er der noget at sige til at jeg savner dem? Jeg føler ofte, at jeg ikke har fået “sørget igennem”. Jeg mistede dem i hhv. 2000 og 2002. Og i min alder kan jeg jo heller ikke forvente at have mine bedsteforældre mere, vel. De omfavnede mig med en betingelsesløs kærlighed. Jeg husker især min morfars stolthed over mit karrierevalg på kontor indenfor det offentlige. Min mormor og morfar havde arbejdet på fabrik. Ikke at det på nogen vis fordummede dem (eller andre!) – tværtimod. De var begge tillidsfolk, min mormor skrev ofte artikler og indlæg til aviserne. Og så var de sjove, kærlige og uegoistiske uden begrænsninger. Så er man rimelig klog, ikke. Men jeg tror min morfar så det som et trin op ad stigen. I arbejdsmarkedets hierarki. Og hvem elsker ikke bare at blive elsket betingelsesløst. Mine forældre nærer uden tvivl samme kærlighed for mig (og mine søstre). Men til forældres forsvar, så skal der fyldes mere i slikposen end blot kærlighed, opmærksomhed og mintstænger. Hverdagens rytmer og udfordringer, samt opdragelsen.

Så udover, at jeg savner fordi jeg har oplevet denne betingelsesløse kærlighed, der sjældent opleves senere i livet – kunne det så tænkes, at jeg har sluppet sørgebindet for tidligt, da de trods alt var over halvfjerds og bare mine bedsteforældre? Føltes det ikke legalt at være ked af det i længere tid, da det er naturens gang og rækkefølge?