Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Hillbillies 

Bjerget. Ikke landsbyen Bjerget, hvor kære Jeppe og konen Nille boede. Eller det store lejlighedskompleks i Ørestaden. Dekoreret i utallige farver til hyldest af Verner Panton. Nej, Bjerget i Viby. Bindeleddet imellem to boligområder. Vårkjærparken (Vårkjær) og Grøfthøjparken (Grøfthøj).

Det tidligste minde om Bjerget er nok da jeg stod på ski for første gang. På min søsters to gamle gulvbrædder. Stod var så også det eneste jeg gjorde. I et par minutter. Som sagt var jeg lettere ranglet som teenager. Så de to stykker træ var bredere end mine ben. Og tungere. Jeg bandt dem på. Rettede mig op. Kiggede ned af bjerget. Og tog skiene af igen. Det var min debut på de skrå brædder.

Som jeg har fortalt tidligere fik jeg nogle gode veninder i Vårkjær før vi selv flyttede dertil i 1979. Da min mormor og morfar flyttede ind i nr. 45 først i 70’erne. Vi sad ofte og skrålede Shubidua-sange på gyngerne. Legede dåseput imellem blokkene. Spillede stopbold på asfaltbanen. Men en dag ville vi på Bjerget og lege. Det havde vi gjort før. Men denne gang skulle vi lege stenalder. Så vi kravlede rundt imellem ukrudt og vilde blomster. Fandt flintesten der blev vores værktøj. Vi hyggede. Lige indtil "de store" drenge pludselig stod og kiggede ned på os. "Hvad laver I?", spurgte de. "Vi leger stenalderfolk", sagde vi forsigtigt. Med nedslået blik. Vi ville helst ikke se dem i øjnene. "Jamen, stenaldermennesker havde da ingen tøj på". Med et blev vi helt hvide i hovederne. Og så stak vi alle i et kæmpe hvin. Styrtede ned af bjerget til blokkene. Lige med undtagelse af Hanne. Hun løb op mod Grøfthøj. Vi frygtede for hendes liv. Men hun overlevede heldigvis. Blot få år efter var "De store" drenge pludselig jævnaldrende og blev vores venner.

Og Bjerget forblev en kær ven. Til trods for den skræmmende udfordring de gav os. Det blev en del af ruten, når vi skulle til fest på Lydpotten (vores dansested i Viby industrikvarter). Så travede vi i vores nypudsede sejlersko, stramme cowboybukser og en sweatshirt op over bakken. Der fortsatte vi hen over markerne. I dag ligger Ringvej Syd og larmer i stedet. Men vi humpede os igennem pløjemarken sommer som vinter. Blødt jord som frosne plovfurer. Og undgik med nød og næppe at få hagl i bagdelen. For gårdejeren brød sig ikke om ubudne gæster (han skulle lige have vidst, at førstfødte barnebarn til den kvinde han gerne ville have haft som kone, var et af målene). Sidste forhindring inden dansen ventede var togskinnerne. Vi blev rimelig terrængående henover den periode.

Men Bjerget havde også sine Jepper af og til. Jeg er nok ikke den eneste der har betrådt græsset i våd tilstand. Altså det var mig der var våd - indvendig. Hvert år blev Sankt Hans fejret med en fælles fest i Vårkjær. Der blev slået et kæmpe telt op. Børn som forældre var velkomne. Og vi unge nød det. Det gav lidt frirum, når forældrene blev fulde. Så blev fokus pludselig flyttet fra lille Vibbe til vinglasset. Og tøjlerne blev sluppet for en aften. Men især et år står ret tydelig i min erindring. Aftenen var startet hos min veninde. Hendes mor Ella havde serveret spaghetti til aftensmad. Herefter sad vi i stuen og så "Vil du se min smukke navle". Jeg havde købt min sædvanlige Hancock øl. Den var stor (ofte et godt udgangspunkt) og smagte ok. Men det var nok mere virkningen jeg gik efter. Da det åbenbart ikke dækkede mit behov den aften, blev den spædet op med kirsebærvin. I ved den fine flaske med et lille glas forrest, som kunne tages ud og gemmes i en sættekasse. Og så kørte festen derudad. Hen på aftenen mente to kammerater pludselig, at vi tre skulle på tur. Så de slæbte mig – eller vi støttede hinanden - op over Bjerget mod Grøfthøj. Der boede Nina, som den ene var forelsket i. Vi var godt fulde. Græsset var højt og vådt. Men Nina var ikke hjemme. Så vi traskede ned af Bjerget igen. Græsset var stadig højt og vådt. Og mine cowboybukser blev våde. Og stramme. Nu var de i forvejen malet på. Samt lynet med en gaffel imens jeg var i horisontal position. Og alkoholen havde trods den friske luft beholdt sin virkning. Så da jeg endte hos veninden igen, var kirsebærrene ved at være godt gærede. Jeg fik også spaghetti til natmad. Det smagte nu noget bedre den anden vej. Efter en omgang vask og strygning blev jeg lagt i seng. Ella stillede sig for enden af sengen og trak de våde bukser af mig. Muligvis med hjælp fra et trawlspil. Jeg tror ikke det var første gang hun havde været bukse-aftrækker for mig. Hun var altid min engel i nød.

Nå, men det gik da heller ikke værre end, at Bjerget stadig forblev åsted for minder. Heldige som uheldige. Eller lærerige kan man også kalde dem. Det sidste minde i denne omgang bliver et sjovt et af slagsen. Eller det burde det være blevet. For det der var omdrejningspunktet her var ”sjov tobak”. Eller pot. En venindes stedfar (det hed det dengang) havde gemt noget pot i natbordsskuffen. Bare ikke godt nok. Det var også ham der havde hjemmebryg. En god leverandør til fattige, nysgerrige unge piger. Med drengevenner. Vi var taknemmelige. Før oplevelserne. Knap så meget efter. Men vi blev hurtigt enige om, at vi skulle på Bjerget og suge endnu en oplevelse til os. I bogstavelig forstand. Så var vi også uden for køkkenvinduernes synsvinkel. Vi var parate. Lettere høje af tanken om at blive høj. Der kom ild i banditten og den gik på omgang. Hmmm - der skete ikke en rygende fis. Så jeg tog lige nogle flere hvæs (det hed det så dengang). Bemærk at man ved et hvæs bruger tommeltot og pegefinger til at holde jointen. Sådan lidt a la jeg skal stange tænder. Men der skete stadig intet. Jeg kunne egentlig lige så godt bare stange tænder. Så tog jeg et ordentligt sug mere. Det skulle jeg nok ikke havde gjort. Det synes især ikke Henry’s mor. For da vi kom op på hans værelse, så kom virkningen. Min veninde havde sat sig i klubstolen. Den var af brunt fløjl. Så hun gik i gang med at tælle rillerne. Desværre blev hun ofte afbrudt. Så startede hun bare forfra. Sikken en gejst. Jeg havde sat mig i gyngesofaen. Anede ikke han havde sådan en. Men den var vist nyindkøbt specielt til mig på denne dag. Det skulle Henry’s mor aldrig havde gjort. Men vi blev alle en erfaring rigere.

Jeg kører ofte forbi Bjerget, Grøfthøj og Vårkjær. Det er stadig mit ”hood”. Men i dag er Bjerget en lille bakke. Hvor toppen er planet til en P-plads for JP's medarbejdere. Og Bjerget har nok altid bare været en lille bakke. Men vi indtog den bakke som Edmund Hillary besteg Mount Everest.

”Jeg har ingen laster, kun lyster” - Simon Spies