Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Tro, håb og hospital

Så sidder vi her igen. Udsigten fra afdeling C på 7. sal er ikke speciel flatterende. Især ikke i regnvejr. Men når man tænker på hvad bygningerne rummer, så finder man alligevel en snert af skønhed. For denne lille landsby i Skejby emmer af liv. Mennesker der kæmper for livet. Mennesker der har valgt at bruge deres liv her. På at hjælpe syge mennesker. Frustrerede pårørende. Fødende kvinder. Forvirrede vordende fædre. Blodgivende individer. Blodtappende hjælpere. Men kigger jeg den anden vej ser jeg min søn Emil. Han er indlagt endnu engang. Det er cirka 30. gang siden marts 2015.

Emil har haft en livslang historik med maveproblemer. Som spæd græd han meget. Og hans lille krop kunne stå som en flitsbue, når det var værst. Oftest fandt han bedst roen i en vippestol. Så sad vi med en fod på kanten og holdt gang i stolen. Det var 3 måneders kolik ifølge lægerne. Jamen det var det jo nok, når fagkundskaben sagde det. Egentlig gik det også i sig selv igen. Og dog alligevel ikke.

Han kunne heller ikke holde mælken i sig ret længe. Han gylpede. Og det kan moster Lotte om nogen bekræfte. For hun har været aftager af en god portion halvlunken mælk. Direkte fra hanen, så at sige. Emil er første skud i rækken af børnebørn. Så at bliver moster tror jeg føles en smule ”større”, inden man selv når at få børn. Så når Millemand var på besøg, så skulle der leges. ”Hvem er mosters dreng” - og wauw så fløj han op over hendes hoved. Den forventede latter udeblev og ud kom en lang stråle modermælkserstatning (mig havde han suget tom efter ganske få måneder). Og den røg direkte i bulls mouth. Men hun kunne lige så godt vænne sig til ballademageren. Hun var den udsete moster til hans uskyldige uheld. Det var ikke kun knægten fra Lønneberg der kunne præstere det. Så en dag måtte hun sidde model til hans nye brandbil. Den havde et spil i bunden. Hvilket ikke fungerer så godt med et langt hår. Moster L fik højt hår. Men knapt så smertefrit som i 60’ernes franskbrødsfrisurer. Kan jeg kun formode. Selvom jeg blev født i 1965. For jeg kom ikke til verden iført den største paryk. Tværtimod. Min manke lod vente på sig. Helt indtil 3-4 års alderen måtte jeg nøjes med en frisure a la Twiggy. Godt jeg havde mine lange øjenvipper. Og min sutteflaske med vand. (Nu var det vel også utænkeligt, at mine forældre ville lave en Amy Winehouse frisure på et 2 årigt barn.)

Men denne gylpen fortsatte op igennem Emils skoletid. Sure opstød blev betegnelsen herefter. Det er jo babyer der gylper. Men uanset navn, så var det ikke sjovt. Evigt og altid gik den lille mand rundt med en brændende fornemmelse i halsen. Samt en sur smag i munden. Noget burde kunne gøres. Så jeg opsøgte en børnelæge i Aarhus midtby. I en kælder (sort som kul) tæt på Harald Jensens Plads lød henvisningen til. Her sad denne ældre sag af en børnelæge godt gemt hen. Tæt på pensionsalderen. Og med en meget forældet tilgang til børns ve og vel. Ret hurtigt fandt jeg ud af denne herres gebet ikke rakte langt. ”Hvad fik han at spise som spæd?”. ”Øhhhh joooo. Den sædvanlige babymad…….mener jeg”, sagde jeg lettere forvirret. Så jeg sad og opremsede alt fra ærter til æbler. I hakkede, mosede og blendede udgaver. Der var jeg åbenbart ikke gået helt galt. For allerede efter det andet besøg fik han drejet diagnosen over på noget psykisk. Med udgangspunkt i, at Emils far og jeg ikke længere var sammen. På det tidspunkt begyndte mine tæer at lægge an til krumning. Og af en eller anden uforklarlig årsag kom der lidt ro på Emils sure opstød for en tid. Set i bagkundskabens lys evnede Emil måske i så ung en alder at tænke, at det var nok med sure udmeldinger fra lægen. Så det forløb endte ret hurtigt.

Emil var nu 11 år. Og stadig hæmmet af det. Og pludselig kom også det psykiske aspekt ind over. For når drenge nærmer sig den alder, så er det ikke kun frisbees og fodbold der trækker længere. Bøjlebeklædte smilende jenter og poesidrømmende piger med fletninger kom på banen. Det så man i særdeleshed efter en fødselsdagsfest for klassekammeraterne, på Nørre Allé i Galten. Nogle af børnene sad i stuen og legede. Andre læste jeg historier for på lillesøsters værelse. Og så var der en lille flok der dansede ballondans på Emils værelse. Efterfulgt af den lidt tættere dans – appelsindansen. Døren hertil havde, efter den sidstnævnte dans, været hermetisk lukket den sidste time af festen. Da det var ved at være afhentningstid af fødselsdagsselskabet, blev døren endelig åbnet. Og ud strømmede syv fnisende piger med røde kinder. Bagved dem kom 2 lettere rødmende drenge luntende ud. Men kinderne var ikke røde af skam, iver eller anstrengelse. De var lyserøde. Af forskellige læbeaftryk. En af pigerne havde smuglet en læbestift med hjemme fra mors kosmetikpung. Og halvdelen sad nu på de to drenges kinder.

Men vi ved jo nok alle, at en dag ville kindkys ikke være nok. Og jeg tog igen kontakt til lægen for en ny henvisning. ”Desværre” var den gamle børnelæge smuttet på pension (hvilket han egentlig nok allerede var sidst vi var der). Så vi fik en henvisning til Speciallægernes Hus i Aarhus midt. Emil blev undersøgt og vi fik et skema med hjem. Her skulle vi hen over december/julen noterer mad, drikke og hver gang Emil fik opstød. Der gik desværre ikke meget mere end en uge. Så måtte han akut-indlægges. Det blev hans redning. Af en børnelæge på Kommunehospitalet. Han (Frank) erkendte sin forundring over hvad Emil fejlede. Og valgte at åbne ham uden at vide hvad han gik ind til. Det reddede Emils liv. Og jeg er den læge evig taknemmelig for, at han ikke bare gættede. Formodede. Eller bare gav op.

Historien derfra og til i dag er dog desværre stadig lang. Hen over årene har Emil været forbi operationsstuen et par gange mere. Vi troede fuldt og fast på, at den seneste operation i 2015 kunne ændre Emils livskvalitet. Til det bedre selvfølgelig. Men vi tog fejl. Det har i stedet været en tid med frustrationer. Vrede. Tårer. Og ikke mindst mange stærke smerter for Emil. Og vi er støt på mange kirurger, medicinere, sygeplejersker og andet plejepersonale. Men til trods for de utallige sindsstemninger jeg er stødt på i denne lange proces, så har jeg altid troet på en løsning. En forklaring. Og håbet hver gang, at en ny læge med en ny tankegang gav pote.

Men den stærkeste følelse der kommer frem i mig er, når Emil er indlagt. Så ser jeg med stolthed det mest taknemmelige og høflige væsen. Der driller og joker med plejepersonalet. Der trods stærke smerter takker hver gang han får et skud morfin. Hvilket selvfølgelig også om noget er værd at takke for. Men hvor mange gør det i sådan en tilstand. Og som skælder mor her ud, hvis jeg bliver for skrap i tonen overfor personalet. På nuværende tidspunkt er det ikke et eventyr med en prins der ”levede lykkeligt til hans dages ende”. For det er ingen hemmelighed, at den ”sygdom” har påvirket min søns liv. Ikke mindst når man er blevet far til en lille lækker datter på blot 3 år. Det kræver sin energi. Og den har farmand ikke altid. Ikke som en farmand burde have i den unge alder. Men vi håber stadig. Både Emil, søster og jeg. Samt hele vores familie.

Der blev i søndags præsenteret en ny tankegang for Emil og hans anfald. Samt en ny medicin. Så vi tror på en snarlig omskrivning af dette eventyrs afslutning. ”Der var engang en tapper dreng……..der voksede op og blev far til den skønneste lille prinsesse (nok mere en vildbasse, men nu er det jo et eventyr)……..og som voksen mand endelig fik bekæmpet den store ildspyende drage der bevogtede hans gode liv…….hvorefter han omfavnede det gode liv og drog ud i verden og fandt sig en kone…….og de levede lykkeligt til deres dages ende”. SLUT