Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Glade jul

1. december. Så må der officielt jules. Indrømmet den har kørt på Radio Soft julekanalen siden 8. november. De sender jeg lytter. Sådan en slags kulturstøtte fra min side. I bilen og herhjemme. Og så er det jo altid godt at varme op før du går i gang med fysiske udfoldelser. Og dem er der nogle stykker af i denne tid. Julefrokoster. Indkøb af julegaver og pakkekalendergaver. Ikke at forglemme de små gaver til pakkespillene. Måske skal jeg have en ny kjole til en af julefesterne. Og nye nyloner for benene er jo ikke ligefrem Ibiza-brune. Det er de nu egentlig sjældent. Der skal købes ind til ris a la mande. Det er min opgave og force. Og 1. juledags indkøb skal hentes hjem til køleskabet inden butikkerne lukker ned 23. december. 

Kalenderlyset skal stilles på en underkop og adventskransen skal bindes. Den slidte kasse med julepynt skal hentes op fra kælderen. Og jeg har selvfølgelig et halvt livsforløb stående til opbevaring. Eller stående er så meget sagt. Det der står, er kun stående fordi det er klemt op af andre ting. Men jeg har skam system i det. Jo jo, lidt a la det system min tidligere personalechef på Amtsgården H. Feirup kørte efter. Bunkevis af sager og dokumenter. Men det var fint kategoriseret og arkiveret – efter og i hans hoved. Og så mestrer jeg en kunst der hedder ”det der skal bruges, ligger bagerst i kælderrummet”. Julelysene skal hænges op. Indramme mit hjem med den varme, som sommeren ikke kan levere i denne tid. Eller i mange andre måneder af året. 

Der skal hentes råvarer til bagningen. En rulle færdiggjort brunkagedej. Nej, jeg er ikke så kreativ på bageområdet. Det skulle lige være hvis de laver konceptet om til en dyst i nattelivet. Eller nej – det har jeg vist også glemt alt om. Men med mindre, man må lave kiksekage til hver udfordring, så kommer jeg aldrig med i Bagedysten Så er jeg nok nærmere end mulig deltager i ”Rent hjem”. Men jeg er god til at spise de bagte godter. I særdeleshed min fars hjemmekogte klejner. Cognacbønner og julemænd skal hentes (af flere omgange) til min egen slikskål. Slikskålen er kun et midlertidigt pitstop. Fra indpakningen til min mund. Og har du nogensinde set Formel 1? Jeg kunne blive en god dæk-skifter. Slikskålen er egentlig en unødvendighed. Men det ser pænt ud et par sekunder. Længe nok til en selfies til Instagram eller Facebook.

Så skal der lige indhentes lidt hygge med længe-siden-sidst bekendtskaber og veninder. Over en kop varm gløgg. Eller en Top. Og hjææææælp – min bedste veninde og min lillesøster har fødselsdag. De blev jo begge født en kold decembernat (eller morgen eller…). Det kan man nemt glemme midt i juleeventyret.

Måske har du opdaget det. Men nej, der er ikke nævnt juledekorationer. Ikke, at det ikke er velkomment i mit lille hjem. Men hver gang jeg har forsøgt at kreere noget med en klump ler, en træstub, et lys, noget gran og et dådyr – ja så har tilskuerne til mit pragtstykke oftest udtrykt ”Hvor er den fin – er det Cecilie eller Emil der har lavet den (og det var imens de gik i børnehave, vel at bemærke).

Ja - der er fart på. Men er det ikke bare hyggeligt. For målet helliger midlet. Eller vejen hertil. Familiesamværet. Latteren. Gaverne. Men ikke mindst juletræet. Smukt er det. Både med og uden sin pynt. Og det giver en familie et kærligt vink om at huske hinanden. For tænk på dette - hvor mange gange på et år holder du et familiemedlem i hånden. Med undtagelse af de helt små poder. Eller en kæreste/ægtemage. Men dette træ formår at få dig til at tage din mor, far, søster, store søn eller store datter i hånden. Og vandre rundt om sig. Først den ene vej og så den anden vej. Eller gribe fat i hænderne på dine små nevøer og niecer der pludselig er vokset dig over hovedet. Og med dybe stemmer skråler med på ”Nu’ det jul igen” (altså kun drengene). Imens vi spæner igennem huset i Gram og bliver lettere forpustet.

Så ja, jeg elsker november og december. Og alt hvad det rummer af traditioner. Måske er jeg bare en nostalgisk kvinde. Bidt af en gal nisse. Juletiden får mig altid til at mindes. Glædes. Over alle de skønne jule jeg har oplevet. Forberedelserne inden og samværet i juledagene har nemlig en speciel virkning på mig. De er medvirkende til, at jeg ”overlever” trængslerne. Jeg bliver ikke stresset. Irriteret på de andre juleindkøbskunder. Kulden. Mørket. I stedet nyder jeg tiden. Ikke mindst som en tak til de mennesker der bragte mig så meget glæde, varme og kærlighed i min barndom. Hele min opvækst. Men i særdeleshed i julen. De viste mig hvad julen kunne gøre for mennesker. Vi kunne glemme krig. Uvenskaber. Mobning. Vi var i trygge omgivelser, når vi var samlet. Omkredset af smilende nisser og en masse lys. Med det lysende træ midt i stuen. Der bød os velkommen til en dans og lidt skønsang. Med små, bløde eller store, arbejdsru hænder mod hinanden. Vi mærkede sammenhold. Og dengang havde jeg også mine to hold bedsteforældre at tage i hånden. Og ikke mindst min onkel, tante, kusine og fætter. Nu er vi blevet klonet og spredt ud i små familier. Min lille fætter nåede desværre ikke videre i livet end de 40 år. Men han er med i vores hjerter hvert år. Og det er vores bedsteforældre også. Udover blomsten eller juledekorationen på kirkegården. Så fejrer jeg også julen som en tak til dem. Og glæder mig over, at jeg stadig er her. Stadig har muligheden for at tage familiemedlemmer i hånden. Vise dem, at netop de betyder utroligt meget for netop mig.

Jeg ønsker dig en vidunderlig 1. december og 1. advent.