Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Til julebal

Julen 1997

"Krønikeskriveren må konstatere, at det endnu engang er blevet jul på høloftet. Og alle hønisserne er samlet for at fejre den tilstundne jul. Og hvilken jul. En rigtig arbejdsnissejul. Og hvad får krønikeskriveren så øje på, når han skuer tilbage på året, som gik?!

På høloftet fik vi besøg af en rotationsnisse, som først havde roteret lidt på Sølund, så lidt på et sygehus i Silkeborg og nu kom op på høloftet. Hun kalder sig Vibse. Og kommer vist fra et fremmed land. En såkaldt etnisk nisse - for hun bruger af og til nogle sære ord. Givet = geen, sådan = sån, ikke også = egå. Der forventes udsendt en ”Dansk/Vibsisk ordbog” inden jul, så kan vi måske bedre forstå hinanden. Og nissepigen Vibse Langben ville også fejre jubilæum. Så da jobnissejulekort nr. 1000 kom på gaden gav Vibse Langben julekage.”

Sådan lød det, når min daværende kollega/chef Gert på Amtsgården startede den fælles julefrokost for Løn- og Personaleafdelingen (L&P) kl. 12.00. År efter år læste han op af julekrøniken. Med nye historier for året der var gået. Om forskellige nisser der havde gjort sig bemærket.

Netop denne fredag i december startede hvert lille kontor ud med sin egen morgenfest. Der blev spist rundstykker og basser. En Gammel Dansk eller en lakridssmagende halvbitter kom frem fra gemmerne. Vi varmede op. Et år havde jeg pralet vidt og bredt om min hjemmelavede ris a la mande. Selvsamme december måtte Vibse Langben rydde hylderne i Føtex for grødris, fløde og mandler. Og den store grydeske blev med begge hænder om skaftet skubbet rundt i en gryde. På størrelse med en gruekedel. Der var ansat omkring 30 kolleger i L&P. Så kunne jeg lære det.

Eller rettere sagt ”man” kunne. For jeg gjorde det ikke. Så i et par år bryggede jeg også gløgg (i omtalte gruekedel) til hele afdelingen. Den smagte blid og rund, samt varmede godt i kinderne. Aldrig før blev der spist så mange rosiner på Lyseng Allé 1. Og efter en stund – kortere end man forventede – så sagde det pling. Nisserne var pludselig ikke kun røde i toppen. Og Rudolf fik ekstra hjælp til at lyse natten op.

Nu skal det lige nævnes, at vi selvfølgelig også arbejdede den formiddag. Eller vi havde hensigten. Ringede telefonen blev der svaret. Gerne med en ekstra-smilende (læs; halvsnaldret) stemme. Var det en kollega på en institution blev de advaret. Og forstod. Var det en medarbejder blev problemet noteret. Og så ville vi vende tilbage mandag morgen. Systemet var desværre nede. Og det var jo ikke helt løgn.

Ved 11-tiden nærmere det sig omklædningstid. Festtøjet skulle vises frem. Nissepigerne indtog handicaptoiletterne. I dagens anledning. Toiletterne var rummelige. Og nissepigernes handicap var efterhånden rimelig højt. Ifølge EGA-handicapsystemet. Men det lykkedes os altid at ligne en million, når vi kom ud derfra. Med pallietkjoler, stiletter og røde læber. Måske også lidt røde tænder. Eller blå. Men om det var rødvinen fra gløggen eller en fejlvurdering af læbernes kontur var svært at bedømme. Og ingen så det alligevel. For de andre kontorer i afdelingen havde også spist rosiner.

Mændene havde smidt kontoruniformen og var hoppet i jakkesættet eller havde smidt en blazer over skjorten. Og selvfølgelig iført et juleslips der kunne spille ”We wish you a merry Christmas”. Med glade og friske sangstemmer i kanon. Imens batterierne var friske. Hen på natten lød det nærmere som en halvtræt lirekasse, hvor svingarmen med mellemrum sætter sig fast. Slipsene endte oftest i brystlommen, på bordet eller rundt om en nissepigehals. Fordi hun bare ikke kunne lade være. Ingen navne nævnt her.

Nå, men klokken blev 12. Julekrøniken blev fortalt og julefrokostmenuen blev fortæret. Med øl, snaps og guirlander på bordene. De flydende varer endte i svælget. Guirlanderne blev tilføjet festudklædningen. Efter nogle timer i de nærmeste kollegers selskab drog vi til julebal. Til fællesbal i kantinen. Der var inviteret ca. 800 mennesker. Hvor mange der deltog varierede selvfølgelig. Det var en fest uden lige.

Og du kunne altid finde en dansepartner. Med eller uden rytmisk sans. Nogle kunne føre dig frem som en verdensmestertitelindehaver i standarddans. Andre rykkede nærmest armene af dig. Eller du smuttede ud af deres svedige hænder ved hver drejning. Fordi de havde opholdt sig på dansegulvet fra ballets start og ikke ville derfra. Og man måtte lettere rundtosset og fortumlet famle sig tilbage. På stiletter. Imens discolysene farvede alle dansegulvets parter skiftevis grønne, gule og lilla i hovedet. Og alle lignede hinanden. Hvis det blev for meget, kunne man udnytte situationen og smutte for sig selv. Ellers måtte man trofast kæmpe sig tilbage. Gribe fat i den (formodentlig) rette fugtige hånd. Sige "upsedasse" med et stort påtaget smil. Og gøre sig klar til endnu en rolle som boomerang. Jo, man lærte efterhånden hvem man skulle tage en jitterbug med. Eller ikke.

Men længe leve mangfoldigheden. Og den blomstrede på Gården. Ikke mindst den fredag i december. Ind imellem dansene skulle ørene strækkes. Så indtog vi sofagruppen i forhallen. Med benene oppe på bordet og en cigar. Lidt væk fra musikken og lidt nærmere kollegasnakken. På et plan hvor man ikke så tit mødtes i hverdagen. Det var tiltrængt og den bedste form for kollegapleje. En af vores gode kolleger i omstillingen var som os andre lettere bedugget. Men hun blev om nogen mere skarp i den tilstand. Og forvandlede sig til Gårdens egen nummerpige. Hver gang hun stødte på en kollega, fyrede hun kækt lokalnummeret af for pågældende. Sådan havde vi aldrig fået den før.

Alle afdelingerne havde rundt om på Gården nydt mad, grint af den interne underholdning og ikke mindst kvalt nogle stykker små snapsehapsere. Natur og miljø var nok den største afdeling. De havde derfor hvert år plads i kældergangene. Med eget fadølsanlæg. Og et musikanlæg.

Nu skal I huske på, at Amtsgården var (er) en stor bygning. Og når sprutten røg indenbords, blev GPS’en upålidelig. Et år, efter fællesballet var lukket, var vi en mindre gruppe L&P-nisser der tog den forkerte afkørsel. Vi endte i kælderen. Og opdagede, at Natur og Miljø folkene var gået i hegnet. Eller hjem. Det skyldtes måske alt den friske luft. Ikke så meget miljø-snak. Greta Thunberg var ikke så meget som tænkt på det år. Men fadølsanlægget var stadig aktivt og musikanlægget lyste grønt. Hvilket vi tolkede som betydende ”tøm mig” og ”afspil”. Så det gjorde vi.

Og det blev til en fast begivenhed de efterfølgende år. Vi drak, dansede og hyggede under jorden. Efter festen i stueetagen var lukket ned. Vi var blevet til Nåsåer. Kunne ikke få nok. Hvor ofte havde vi ikke også i Løn- og Personaleafdelingen hørt, at vi skulle være forgangspersoner for resten af Amtsgården. Så vi lystrede. Når så fadøllen slap op passede det med at sulten slog til. Velvidende var vi om, at de forskellige kontorer havde et køleskab. Med rester. Som helt sikkert (måske) ikke kunne holde sig til mandag. Så igen – som de gode kolleger vi var – så løste vi det problem. I nogle af afdelingerne. Man kan jo ikke hjælpe alle.

Vi gik simpelthen på rov. Listede os af sted på tå igennem de lange mørke gange. Det var egentlig ikke nødvendigt at liste. Folk var gået hjem. Og hvis ikke, så var de gået i dok. Og så kunne selv et hundredepersoners finsk kor af strubesangere ikke vække dem. Vi følte os frem til det udvalgte kontors afdeling for hårde hvidevarer. Og i det afslørende lys fra køleskabet smækkede vi en omgang medister med rødkål, hamburgryg med grønlangkål eller bare en rubber med steg på en paptallerken. Og så sneg vi os tilbage til egne gemakker på anden sal i D-fløjen. Og her kunne vi så sidde som vikingerne og gnaske levninger fra de bestjålne afdelinger. Godt hjulpet ned af en sidste kold øl fra køleren. Men ikke mindst kloge os på hele livet. Fireogtyve timer efter den første genstand var blevet indtaget…….

Min tid på Amtsgården startede ud februar 1986. Med en kontoruddannelse. Vi var en stor elevflok. 4 nye elever hvert halve år. Skønne kolleger i alle afdelingerne. Og ikke mindst en kultur der højnede arbejdsglæden. Nogle år efter min læretid stoppede jeg derude. Men i 1997 ville jeg hjem til Gården igen. Så jeg fik et vikariat som sekretær for krønikeskriveren. Hans søde sekretær Birgitte havde søgt og fået 1 års orlov for at tage at smut til storbyen. Da hun vendte tilbage, smuttede jeg forbi regnskabschefens sekretærstol imens hun var på barsel. Og endelig fik jeg en fast stilling i Lønkontoret. Men strukturreformen blev vedtaget og en nedlæggelse af amterne i 2007 var i vente. Så valgte denne lille nisse at rejse.

Men mit arbejdsliv startede på Amtsgården i Højbjerg. Hvis vi ser bort fra avisjobbet med omdeling (ok nogle røg i containeren ved Viby Badmintonklub) af Århus Onsdag. Og årene på Gården gav mig utroligt meget. Udover det faglige. For de lærte mig hvor betydningsfuldt det er at have gode kolleger. Hvor vigtigt det er at man selv bidrager til at bevare en god kultur. Men ikke mindst, at der er og skal være plads til enhver forskellighed. At man i et job også husker at kunne grine, lav sjov og feste sammen. Så bliver vi bedre kolleger, medarbejdere og ikke mindst rådgivere.

Så dette indlæg er en hyldest til de mennesker jeg har arbejdet med på Gården. Til jer jeg af og til møder - og til jer der ikke længere kan mødes. I er tit i mine tanker. Tak for fagligheden, kammeratskabet og festerne.