Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Klor, kys & kradsere

Forleden kørte jeg forbi min gamle folkeskole på vej hjem fra Fitness World. Jeg kører egentlig ofte denne vej. Eller andre veje jeg har trådt med mine barnsben. Nostalgiruterne, som jeg ynder at kalde dem. Forbi Ormslevvej, Vestergårdsskolen og op ad Bernstorffsvej. Rundt om badmintonhallen og forbi boldbanen. Op langs Vårkjærparken og Bjerget. Det giver mig en ro at trille forbi de genkendelige steder. I en verden der til stadighed forandrer sig.

En dag først på sommeren blev jeg overrasket. Hvis jeg skal indrømme det, ja så blev jeg faktisk ellevild. ”De genåbner Frilufferen”, tænkte jeg. Nu er jeg rimelig let at begejstre (hvilket mange mænd har sat stor pris på). Men hvem af min årgang og deromkring ville ikke blive begejstret over det. Endelig ville denne forladte matrikel foran Bordtennisklubben igen blive betrådt af glade, ventende børn og unge. Denne flisebelagte, tilgroede og ensomme plads der ikke længere blev brugt. Men som gang på gang har sat minderne i gang, når jeg kører forbi.

Hvor ofte har vi ikke stået og ventet på skolebussen. Når vi skulle til svømning på Søndervangsskolen. Her skulle vi lære at begå os i den våde del af verden. Vi lærte at træde vande helt efter bogen - og til et svømmemærke i laveste kategori. Eller stået med tætpakket rygsæk, bøllehat og store forventninger til den forestående klassetur til Dakbjerg. Der skulle vi hygge, lave bål og sove i køjesenge. I bedste ”Vil du se min smukke navle”-stil. Det gjaldt dog ikke for en af klassekammeraterne. Han smed sko og strømper straks efter udstigningen fra bussen. Og i højt humør og med tiltro til landskabets blide velkomst blev han forrådt af et rustent søm. Direkte op i foden. Så hjemturen kom tidligere end ventet til kære Kurt.

Men de fedeste minder fra den forladte plads – der ganske kortvarig var en del af fritidsklubben Akva2000 og senere blev beboet af nogle træningsremedier – stammer fra dengang hvor man stod i kø. Til Friluftsbadet.

I 1952 startede man udgravningen. Min morfar deltog med knofedt og skovl. Efter krigen havde han fået plads ved et jord- og betonfirma. Meningen med hullet vides ikke helt. Måske var det Friluftsbadet der var hensigten. Og økonomien bare haltede i en periode. Men han, samt alle disse hårdtarbejdende mænd bidrog til det der grundlovsdag i 1970 skulle blive Viby’s eget lille ferieparadis. Nu var det jo også så heldigt, at i min barndom/ungdom var sommerferierne lig med 25 graders varme. Sådan huskes det. Så sådan må det havde været.

Når man vågnede om morgenen var det direkte i sommerkjolen og klipklapperne. Mødes med veninderne og så afsted til vores egen lille oase. Og så stod vi der foran det skønne indgangsparti. Med billetlugen til venstre og kiosken til højre. Vi grinede, fjollede og glædede os til at hoppe i vandet, smile til drengene og spendere nogle lommepenge på guf og is. Men når vi var blevet sluset igennem lugen, skulle vi først lige hænge eventuelt overtøj på stativerne, der stod langs de lange bænke. Smide skoene og aflevere kjole og underhylere (knap så feminint, men det hed det dengang) til damen bag skranken. Dernæst videre til fælles afvaskning i baderummet. Og her var det vigtigt at huske at tage en sæbesvamp fra vasketøjskurven. Den stod lige ved udgangen af omklædningen. Denne stive gule svamp skulle lige sørge for, at klorvandet fik fri adgang uden lakrids imellem tæerne. Og så gav den en omgang gratis peeling. Nok helt utilsigtet.

Paradiset bestod af et soppebassin, et børnebassin og et stort ”almindeligt” bassin. Samt et springbassin med en 1-meter vippe, samt en 3-meter vippe. Det var også i dette bassin, vi der gik på Vestergårdsskolen skulle tage svømmeprøvebevis til hovedspring. Så stod man helt ude ved kanten af bassinet. Krummede tæerne ned om fliserne, som en anden papegøje der klammer sig til en gren. Og lod sig falde let og elegant ned mod vandoverfladen. Helst med hovedet først. Det skulle der måske et par forsøg til. Samt nogle røde maver. Når man havde gjort sig fortjent til begynderprøven, kunne man forsøge sig med 1-meter vippen. Og de modige endte ud med blærerøvsmærket på 3-meter vippen. Og nej, jeg fik ikke det mærke.

Derudover var der en stor græsplæne. I den kønsmodne alder solede vi mere end vi badede. Drenge var sjovere end vand. Og mascaraen var ikke vandfast. Så der lå vi som sild til røgning og håbede på at blive set. Af de udvalgte emner helst. Knægtene valgte springbassinet. Her kunne de mere modne drenge så vise sig med et perfekt 9,9 points udspring. Foran en række benovede tøser – der anlagde sig et ”ja, vi kigger altså ikke på dig”-udtryk. Medens drengerøvene legede og afprøvede diverse faldmetoder der kunne give de største bomber. Når så vi følte os varme, lettere solbrændte (og modige) svansede vi op til kiosken og købte en is. Eller favoritten - kradseren. Uden sennep for mit vedkommende. Dengang – nu er jeg blevet en del mere modig. Eller også er mine smagsløg blevet lettere spoleret af Tequilaen. Oftest var vi der til lukketid. Altså den officielle. Og så strøg vi forbi Birkefeldt i Viby Centret for at nyde en pose ærter på en bænk i solen. Ærter og sol kan man jo aldrig få for meget af.

Eller det vil sige – jeg og en veninde fik engang for meget af sidstnævnte. Efter en tur i Frilufferen var vi taget den sædvanlige tur forbi Birkefeldt, og bænkede den med en pose ærter. Og jamrede os. Vi var blevet lettere solskoldet. Men så kom helten på den gamle cykel forbi og tilbød at hjælpe. Steffen boede lige overfor centeret. Og han havde noget der helt sikkert kunne hjælpe os mod denne ulidelige smerte. Så vi rejste os med sagte støn og fulgte med. Bare det at gå i skygge for solen var jo ret kærkommen. Vi afklædte os vores lette sommertøj og iførte os Eva-kostumet. Og der stod vi så. Og lignede et par jomfruer i nød - omsvøbt i rød-hvide Dannebrog. Men den unge mand havde skam reelle hensigter (hvilket vi selvfølgelig også havde forventet!). Og frem kom en stor bøtte af den gode gamle Nivea. Han begravede en hånd i dåsen (Niveadåsen!) og tog en ordentlig klat. Og så blev der smurt til den store guldmedalje. Hold nu op hvor det kølede så skønt. Vi var i himlen. Bare sådan cirka 5 minutter. (Her kunne man godt fyre en sjov (for kvinder) kommentar af – men det gør jeg selvfølgelig ikke). Så begyndte hele kroppen at brænde. Huden kunne ikke få luft.

Men vi overlevede. Og Nivea sælges stadig i den blå metaldåse. Årene gik og vi fulgte med. I 1982 startede jeg så på EFG i Viby. Den første fredag skulle bruges til en ryste-sammen tur for eleverne. Og det foregik på cykel/gåben rundt om Brabrandsøen. Vi blev delt op i små hold. Den holdkammerat (og klassekammerat) jeg huskede bedst, var Kirsten. En lettere flamboyant kvinde med egne meninger og en spraglet hippie-påklædning. En af vores opgaver på ruten var at lave en skulptur. Ud af naturens materialer. Med grene, blade, blomster og kæppe der kunne findes i omkredsen af den post hvor udfordringen var. Vi laver en ”Coitus interruptus”, udbrød Kirsten. Så det gjorde vi. I mangel af bedre idéer. Til dem der ikke lige er til latin – hvilket jeg heller ikke er udover denne ene sætning - så betyder det ”afbrudt samleje”. Hvad netop denne idé sprang ud af vides ikke. Men jeg kan stadig udpege stedet hvor skulpturen blev skabt. Nå, men vi kom tilbage til skolen på Viemosevej. Uden noget interruptus ud over kontakten mellem mås og sadel, da vi endelig stillede cyklerne i skuret. Og så skulle der holdes fest.

Senere på aftenen mødtes jeg med vennerne fra Viby. Det havde vi aftalt på forhånd. Enten sidst vi var sammen (ikke i chatrum) eller i den såkaldte fastnettelefon. Dengang var vi nemlig så privilegerede. Lykkelige og frie. Ikke bundet af en mobiltelefon eller sociale medier. Vi var velsignet med menneskelig kontakt og tilfældighedernes spil. Det år var jeg dog desværre ikke længere velsignet af det at være en Vibybo. Vi var netop flyttet til Hasselager. Stærkt imod min vilje. Så en hyggestund med de gamle venner trak mere end nye skolekammerater. Dem fik jeg jo rigelig af tid med i et helt år på skolebænken. Men her er det så Frilufferen kommer tilbage i billedet.

Vi, der boede i nærheden, havde vores private hovednøgle til ferieparadiset. Efter lukketid. Vi klippede et tilpas stort hul i hegnet og kravlede ind. Det var en uskrevet aftale, at man ikke brugte vipperne om natten. Det ville larme for meget og dermed vække opsigt ved nabohusene til badet. Ikke alle forstod det, så efter en tid blev de bøjelige vipper udskiftet med beton. Men bade kunne vi. Vandet var koldt. Det vidnede diverse kropsdele ufrivilligt om. Men der blev trådt vande, krammet og kysset lidt i det mørke vand. Hvad gør man ikke for at holde varmen. Vi blev altid opdaget efter en stund. Og måtte fnisende liste tilbage til hullet igen. Det blev så lappet dagen efter. Gjort uigennemtrængeligt igen. Lige indtil den efterfølgende nats ubudne gæster. Der var faktisk kun én dårlig ting at sige om den fornøjelse. Nattens morskab kunne af og til ende ud i en ubeskrivelig smertefuld affære. At skulle trække i de stramme cowboybukser og lukke lynlåsen i hast. For i nattens mulm og mørke er alle pelsdyr svære at se.

Er der noget at sige til, at jeg blev begejstret den sommerdag? Hvor jeg kørte forbi og så opstarten på et byggeprojekt. Men nej – det er ikke en genopførelse af Frilufferens indgangsparti. Og grønsværen bagved ligger stadig fin, plan og anvendelig for tacklinger, driblinger og straffespark. Det er simpelthen en ny tandreguleringsklinik. Og på nuværende tidspunkt er den næsten klar til brug. Så de har valgt ikke at gøre en masse vandhunde glade et par måneder om året. Men i stedet hjælpe nogle skævtandede børn og unge til at få et skinnende, og senere perfekt smil. Så kan vi jo også komme uden om al den retouchering af de afslørende skolefotos. Og hvis man ønsker lidt vandplaskeri kan man måske få lov at lege lidt med mundskylleren.

Vibys lille ferieparadis lukkede ned 24 år senere. Og det er ingen hemmelighed, at det er savnet. I sidste ende – ja, så bliver jeg jo heller ikke ung igen bare fordi de graver hullet fri for græs og jord, fylder det med vand og tager entré. Men igen – hvor ville det bare være utroligt fedt at kunne lade mit lille barnebarn plaske sig igennem dønningerne efter farmors minder. Og ikke mindst lave sine egne – på netop det sted, hvor tipoldefar startede ud med et spadestik i 1950’erne.