Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Fader Vor

Jeg har to børn som jeg elsker over alt på jorden. Og de har begge en lige andel af min kærlighedskvote. Det er heldigvis den mest almindelige fordeling i børnefamilier. Mine børn er vokset op med, at man ikke altid skal have fordi den anden får. Følelsesmæssigt som materialistisk. Der leveres, når behovet er der. Vi har alle tre vidst, at det var legalt at vise følelser. Der var kys og kram, latter og tårer, vrede og glæde. Og selvfølgelig irettesættelser og ros fra mig. Alt det der hører sig til ved opdragelse af børn. Tårer er ikke kun løbet ned ad deres kinder. Jeg har også grædt foran mine børn. Jo, jeg ER Super Carla. Men det hænder at kappen skal vaskes. Og fløjlshatten stives af.

Min dreng blev født i 1990 – ca. 3 år senere blev jeg singlemor. I 1995 fik jeg så min datter med en anden mand. Da hun var omkring de 4 år, blev jeg singlemor igen. Denne gang blev jeg det så til to børn. Der skal to til en tango lyder talemåden. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at begge fædre gjorde et brud fra min side uundgåeligt. Og begge brud fuldt ud acceptable. Både da jeg endelig traf beslutningerne, samt når jeg ser tilbage på det. Men det tog mange år for mig at indse det.

Det skal lige bemærkes, at dette indlæg ikke handler om at nedgøre fædrene til mine børn. I mine øjne har de selv sørget for at påtage sig den rolle de har i mit og mine børns liv. Men deres valg og dermed fravalg i det fleste henseender har givet mig en rettighed. Nemlig at fortælle andre om hvad dette har betydet for mig og mine børn. Set fra min side. Mine observationer. Mine oplevelser. På godt og ondt.

For det første havde jeg i de første mange år meget svært ved selv at acceptere og "tilstå", at mine børn har hver deres far. I særdeleshed efter bruddet med faderen til min yngste. Jeg kunne åbenbart ikke nøjes med at have forliste parforhold bag mig. Jeg havde to forliste familier bag mig. Dette lagde jeg som et åg på mine skuldre. Kærlighed og forhold blev for mig noget der ikke skulle forpligte. Og jeg var endda den forælder der valgte mine børn til i mit liv. Med to fædre på sidelinjen med den indstilling, at et faderskab rent overordnet kun handlede om at tråde nålen. Og så lige lave et par korssting i ny og næ. Eller noget.

Nu har håndgerning aldrig været min stærke side. Selvom jeg fik et symaskinekørekort. Heldigvis var det en del af prøven, at man skulle sy i zigzag. Jeg deltog skam også på et ungdomsskolekursus i ”Teenage-syning”. Fik lavet en hvid dunvest, samt et par militærbukser. ”Der er for mange ål i”, sagde lærerinden. Nu måtte hun virkelig bestemme sig – var det håndgerning eller biologi jeg var her for! ”Ål right”, sagde jeg og smilede. Nå, videre......

For det andet følte jeg ofte, at jeg ikke gjorde det helt godt nok. Mon ikke mange andre (single)forældre som jeg har lidt af den nådesløse utilstrækkelighed. Og den dårlige samvittighed, som forældrerollen kan byde på. Berettiget eller ej. Jeg havde det i mange år af mine børns opvækst. Med et fuldtidsjob og en dreng der var kronisk syg. To fædre der skulle jongelers med ved siden af. Samt videreuddannelser og fritidsjob sideløbende. Ofte blev jeg ramt af følelsen af en manglende evne som forælder. Det, at jeg ikke samtidig var en far, gjorde ondt. Ikke at kunne give dem den daglige portion drengehørm, faderrolle og mandeideal var svær at bære. Deltage ved forældremøder alene. Overvære timerne, hvor ens lille, blege, men selvfølgelig formidable, Pele driblede derudad på grønsværen – alene. Se ens lille cirkusprinsesse hoppende på ryggen af en træt islænder – alene.

Oveni kom den sædvanlige hverdagsrytme. Der kom ud af rytmen, som Animal fra Muppet på trommer. At maden ikke stod på bordet hver dag kl. 18-0-dut. Med kød, kartofler og grøntsager fint arrangeret og lige efter madpyramiden. Eller, at oprydning og tøjvask ikke blev tilsidesat, indtil børnene var puttet. Med en times godnathistorie forinden. Og en fredfyldt, søvndyssende vuggevise sunget af mor med en stemme som Maria fra ”Sound of music”. Men ærlig talt - det er energikrævende at være "forældre", når den ene mangler. Jeg var træt og mere sengeklar end ungerne. Men min manglende (og falske) skønsang tænker jeg har gjort lidt gavn. Det har muligvis været medvirkende til, at mine børn aldrig blev ”ørebørn”. Det kan måske give lidt stof til eftertanke til nybagte forældre med ringe sangstemmer, der påtænker at inddrage en sang i godnat-ritualet.

Ja, jeg skulle da bare have droppet at læse ved siden af jobbet. Eller undlade at undervise i dans efter job. Men ærlig talt, så kunne jeg ikke. Det var benzin til motoren. Hver gang jeg fyldte mit sind med lærdom eller arbejde fik jeg energi. Når jeg dansede, kunne min krop rumme mere. Nu og da prioriterede jeg også fest og ballade. Måske behovet for lidt kys, kram og et klask bagi. Men det var min snorkel. I en flod der af og til var ved at gå over bredden. Behovet for selskabet var jo stadig eksisterende til trods for moderskabet. Og jeg havde brug for at være voksen i et fællesskab. Hvor jeg kunne præstere uden at skulle afbrydes af tanker om børnene var sultne nu.

Så ja, til tider funderede jeg skam over, om jeg måske bare ikke var mor-typen. Havde jeg ikke fået ”mor”-genet i barselsgave. Hvorfor var trangen til at blive hjemmegående, bagende (ikke på fyrene) og strygende mor der ikke. Som en moder med forklæde og papillotter i håret. Ok det er måske en lidt oldnordisk stereotyp. Jeg var blot en Emma Gad-godt-at-være-så-huslig(-men-ikke-på-bekostning-af-det-andet-liv). Var det måske fordi jeg voksede op i et hjem med forældre (og bedsteforældre) der deltes om husholdningen. Som begge var en del af arbejdsmarkedet. En vis indflydelse har deres livsførelse uden tvivl haft.

En manglende deltagelse i hverdagen fra en forælder bærer om noget præg på børns senere livs- og selvforståelse. Ligegyldigt hvor godt den tilstedeværende forælder forsøger at udfylde rollen. Når man er begge forældre, gør det de uundgåelige diskussioner og uvenskaber imellem en forælder og barn bedre. Bedre for barnet, da det kan gå til den anden forælder og få trøst. Ikke at forveksle med at få ret. Men blive aet på kinden imens det græder. Og hulker sig igennem følelsen af uretfærdighed. Og den udskældende forælder kan bevare sin gode ret til følelsen af, at irettesættelsen er ok. Og derfor kan fastholdes uden anger. Velvidende, at der sørges for omsorg samtidig. End videre, har det været svært at overvære min dreng vokse op uden en far i hverdagen, ift. at min pige er vokset op med en mor.

Min datter spejler sig meget i min personlighed. Hun har endda skabt en stærkere personlighed end jeg nogensinde havde i hendes alder. For som det står skrevet på livets billboard, så foretog hun valg og fravalg helt efter mors stil. Men samtidig, har hun som altid haft mig ved hendes side. Jeg, der til trods for min egen lettere forvirrede (men lærerige) vandring af mit livs Camino altid har vidst hvad man ikke skal gøre. Der har haft en lille klog og belærende skytsengel - der dog ofte er blevet tværet ud og skubbet af pinden af min lille ”Devil inside”. Men denne lærdom blev lagret og givet videre. Og den har styrket hende ovenpå de fald, som egne erfaringer er endt ud i. Hun er en figther uden lige.

Men min søn har virkelig manglet en faderrolle. Som min datter har han også truffet valg og fravalg helt efter mors bog. Men sådan skal livet ikke fungere. En dreng skal i særdeleshed (også) kunne læse den bog, hvori mandeidealet skinner igennem. Hvordan han skal agere overfor det andet køn. Hvordan han skal tackle at gå fra dreng til teenager til mand. Jeg har (som I måske har læst om) haft andre mænd i mit liv. Men det er ikke far. Ikke, at et andet menneske ikke skal kunne tage pladsen. Jeg har selv en skøn far, der har været der fra jeg lå lunt og bekvemt i min mors mave. Der ikke er min biologiske far. Men de mænd jeg tog ind, var blot på gennemrejse. Og måske lod jeg dem ikke tage helt så meget del. Det var svært at slippe kontrollen, når man først havde fået kasketten på. Måske var de ikke helt så parate til at tage hele pakken alligevel. Min søn har det kærligste sind, vil give sin bare røv væk, og er den skønneste far. Han er supersej til opdragelsesrollen. Kærlig, men bestemt. Nu er det desværre ikke så ofte han har muligheden grundet den sygdomshistorik han slås med i hverdagen. Men også han er en figther. Til trods for de dæmoner et liv med smerter hver dag kan bringe. Og jeg ved, at også han vinder slaget.

Nu sidder jeg så midtvejs i livet (ja, jeg bliver 108) med to voksne børn. Min barndomsdrøm var at blive lærerinde. Den droppede jeg dog i 7. klasse. Jeg opdagede hvor uterlige skolebørn også kan være. Når jeg ser i bakspejlet, så har jeg gjort det godt. Måske endda eminent. Og jeg elsker de to livstykker med alle de skæve sider livet har formet dem i. Disse små, uskyldige og påvirkelige væsener. Der er vokset op med mange udfordringer ret tidligt i deres forhåbentlig lange liv. De har mærket livet. Smil og smerter. Kærlighed og knæk. Fordi de har søgt livet og lært af egne erfaringer. Fordi livet har søgt dem og pådraget dem erfaringer. Men de er kærlige, følsomme, sjove, intelligente, empatiske. Karaktertræk man ikke kan trække i uddannelsesautomaten. Det er livet og opvæksten der har hjulpet dem til topkarakterer. Og jeg har været deres klasselærer hele vejen.