Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Let’s Google

DR Nyheder bragte i december listerne ”Året der gik på Google i 2019”. Og der var skam mange interessante emner der dukkede op. Det kan nok ikke undre nogen, at søgningen på berømtheder var omfattende. Samt søgninger i forbindelse med valget i foråret. Men de to der fangede mit blik var ”Hvem passer vores børn?” og ”Hvorfor blev cornflakes opfundet?”

Og jeg gik direkte til fadet – som man siger. Så hvad var det med Kellog's Cornflakes. Egentlig er det måske ikke et underligt spørgsmål. Men jo lidt. For det åbner så mange andre spørgsmål. Hvorfor opfandt man popcorn? Startede det bare som en smutter. I det vilde vesten. Hestene Jolly Jumper og Django stod og gumlede græs henne ved det træ de var bundet til. Deres ryttere sad ved bålet. Efter en uges ridt hen over prærien i den bagende sol. Med store støvbolde der hvirvlede rundt om hestenes hove. Beskidte, trætte og sultne cowboys. Den ene spillede ”Texas gule rose” på mundharmonika. Når han ikke lige skyllede støvet ned med en slurk lunken Tequila direkte fra flasken. Hans buddy var i gang med at riste nogle uheldige ørkenrotter, samt majskolber på hjemmesnittede pinde hen over varmen. Pludselig røg den ene kolbe af og landede i gløderne. Og så sagde det pop pop pop pop.

Eller hvad var lige idéen med Faaborg dåseleverpostej? Der har jeg dog en stærk mistanke om, at den var tiltænkt mig. Den blev nemlig en fast del af inventaret, når undertegnede sammen med den sædvanlige flok, rykkede ind i medhjælperlejren på Smukfest. Sammen med soveposen, cd-afspilleren, min fars hjemmebrændte cd’er med blandt andet Jimmy Sommerville’s ”Why” og en pakke rugbrød. Ja, og alkoholen og tandbørsten. Men dåseleverpostej og rugbrød var den taktisk korrekte mad i et lummert telt, hvor køleelementerne var smeltet 5 timer efter ankomsten. Det var dog lige nok til at holde de medbragte øl til festivalens første dag kolde. Inden de røg i svælget og vi senere gik i hegnet. Eller hvis man havde heldet med sig, i teltet. Og skulle det vise sig, at man var knap så heldig, så det blev ens eget telt man endte i - med en stangstiv veninde snorkende ved siden af – ja, så havde man da i det mindste lidt andet at putte i munden inden for rækkevidde. Men der var åbenbart nogle der virkelig havde brug for at få et svar. Måske til et spil. Hvem ved.

Svaret lød (ordret) ”Kellog’s Cornflakes blev oprindeligt opfundet for at stoppe onani”. ”Ahaaaaa”, tænkte jeg. Min første indskydelse var, at det kunne være ment som en forebyggelsesmetode. Hvis nu den onanerende person plejede at dyppe hånden i en krukke honning inden akten. Så kunne dette fedteri stoppes, hvis man rådede personen til, efter turen i honningkrukken at gribe ud efter en håndfuld cornflakes. Se det kunne nok få de fleste til at droppe onanien. Bare lige for en stund. Men det kunne muligvis tiltrække en sulten partner. Eller Peter Plys.

Min næste konklusion blev, at man jo nok havde skabt cornflakes som en afledningsmanøvre. Blev en teenager - eller en kvinde på 54 år (kan jo ikke udelukkes) - sulten for sjov……….vupti, så stod der en skål cornflakes på bordet. Så var den uterlighed stoppet for en kort stund.

Men jeg måtte simpelthen dybere ind i denne tankevækkende nyfundne oplysning - lidt a la Carl-Mar Møller. Så jeg endte selvfølgelig ud med at google. Og der var jo en helt indlysende og fuldt ud forståelig baggrund for denne geniale opfindelse (kan I mærke ironien skinne igennem, så mærker I korrekt!) Kellog (opfinderen) mente at onani var en selv-forurening. Dobbelt så afskyelig som sex. Han og konen levede selv i cølibat. Aner ikke helt hvad det omfatter. Men rart lyder det ikke. Nogle af konsekvenserne ved onani var blandt andet epilepsi (jaaa, joooh - det kan muligvis minde om et anfald, når klimaks nås), stive led (ja, forhåbentlig!) og svagelighed (lidt udmattet bliver man vel altid bagefter). Derimod kunne en sund livsstil kurere mange ting – heriblandt trangen til denne selv-forurening. Man tænker lidt.

Måske var denne stakkels mand, Kellog, blot en (noget misforstået) foregangsmand for miljøaktivismen. Jeg ved det ikke. Men jeg kan afsløre for jer, at hans hensigt med opfindelsen ikke er helt skudt ved siden af. Et selvstudie understøtter hans tankegang. Selv onanerer jeg ALDRIG, imens jeg spiser Kellog’s Cornflakes.

Nå, men hænderne op af krukken. Og videre til ”Hvem passer vores børn? Er der virkelig så mange forvirrede forældre rundt om i Danmark? Kunne det være, at der sad nogle forældre på jobbet og tænkte ”hvem passer egentlig Ursula? Var der overhovedet en voksen til stede, da jeg afleverede hende i vuggestuen? For det må da være hele Danmarks befolkning der var ude at køre her til morgen - lortetrafik!” Ok, måske var de ikke mødt ind endnu, men holdt for rødt lys. Fordi de googlede jo ikke, imens de kørte – og dog. Verdens sidste idiot er endnu ikke udryddet (så fik jeg lige smidt den sidebemærkning ind).

Men nej, jeg tror, at det var en lille undrende stemme der havde hvisket mange af velfærdsstatens befolkning i øret. ”Hvem passer egentlig dine børn?”. For verdensbilledets normalitet er i dag, at begge forældre arbejder. Ingen kritik heraf. Men med (næsten) alle forældre på arbejdsmarkedet, så skal der jo passes mange børn. Og samfundets øjne på de offentlige instanser er vokset. Kontrol, registrering og administrativt arbejde kræver opmærksomhed. Det kun kan tages fra rollingerne. Og besparelserne tikker ind år for år.

De små individer vi sætter vores lid til en dag skal styre dette samfund. De der en dag skal forvalte og fordele midler til os på vores gamle dage. Sørge for vores sidste hjem, de cellofanpakkede færdigretter, rengøringen af rokokomøblerne og rammerne med familiefotoerne. Ja, tørre vores rynkede måse. Dem satser vi på er så selvstændige væsener, at de i en alder af 3 år ikke behøver opsyn og omsorg hele tiden. At de kan klare sig selv lidt. Også selvom Hans har bidt Grethe i fingeren (ja, så mangler vi bare heksen, men hun var i gang med at tømme socialministeriets konto).

Og pædagogerne – erstatningsforældrene (næste skridt efter erstatningsmælken) der tager over, når vi forældre ikke selv kan - bliver mere og mere pressede og stressede. Fordi de ikke kan få lov til at gøre det de er allerbedst til. Nemlig bare at have roen, overskuddet og tiden til at putte leg, lærdom, kærlighed og en voksens nærvær ind i de kære unger. Ind i vores fremtid.

Jeg er selv en del af galejslaverne der fik skibet i den retning. Snakken om hvor vi måske skulle have vendt snuden tager jeg en anden god gang. Det var alt herfra i denne omgang. Og har du lyst til at læse og lære lidt mere om mig – og ikke lige kan huske hvilken stjerne i  Mælkevejsgalaksen jeg sidder på – så bare google. Jeg (og sandheden) er et sted derude 😉