Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Gul og gratis

Det er en kold, mørk fredag i januar. Faktisk kan jeg godt lide disse mørke stunder. Så er det ligesom ”legalt” at putte sig indendørs. Og bare lave ingenting og alting. Lysene er tændt. En kold Crabbies er skænket op. En Gingerøl uden gluten (jeps, så sund er jeg blevet – bare i 14 dage til en start). PC’eren er tændt (den havde I nok regnet ud) og musikken spiller i baggrunden. Jeg sidder og summer lidt og stirrer ud i mørket. Og lige så stille lister lysten efter sol og varme alligevel sig ind under huden af mig.

Jeg klikker min Word ned og går ind på Google. ”Google er din ven”. Medmindre man får et svar man ikke ønsker. Så er den blot et skideirriterende bedrevidende – eller intetanende – søgeprogram. Nå, men jeg ser lidt på siderne for det rejselystne folk. Og på de fantastiske billeder af paradis på jord – som i øvrigt findes mange steder. Hvad kunne jeg tænke mig. Ønskerne er overvældende.

Storbyferie til Rom eller New York igen. De to byer er jeg helt sikkert ikke færdige med. Rom emmer af fantastisk kultur og bygningsarkitektur. Tæt samlet og i gåafstand. New York oplevede jeg sidst i snevejr. Det var en speciel oplevelse. Anderledes og jeg vil ikke være den foruden. Men næste gang skal jeg nyde Central Park en varm sommerdag. Mærke græsset under fødderne. Smide mig med en kaffe. Se på mennesker. Læse lidt. Indånde duften af mangfoldigheden i en storbys oase. Det kunne også være noget mere fjernt og eksotisk. Som Mexico. Det var en fantastisk rejse. Et land som jeg gerne vil besøge igen. Helst i november måned. Og slå to fluer med et smæk – Formel 1 og De Dødes Dag. Uafhængige af hinanden, vel at bemærke!

Eller skulle det måske bare være en helt ordinær afslappende solskinstur ned til lune himmelstrøg. Bore de bare tæer i det fine varme sand. Eller dyppe dem i det lyseblå hav. Måske bare flyde ud i en liggestol. Med en skyfri, lyseblå himmel der omfavner mig ligegyldig hvilken retning jeg ser hen. En god bog i den ene hånd og en lækker, stor og flødefyldt Piña Colada i den anden.

Som ung pige foretrak jeg pakkerejsen. Charterferien sydpå. Eller en bustur med Viby Ungdomsrejser. At rejsen var pakket og klar hjemmefra ændrede ikke på, at den oftest blev fyldt med uventede oplevelser. Tværtimod, så vendte jeg hver gang hjem med mange sjove minder. Samt i nogle tilfælde et par herreunderbukser og fedtede stiletter (forklaring følger i et andet indlæg). Alle sanserne blev brugt - i samme flow som pengene. Og i denne omgang vil jeg berette om en af de charterrejser jeg deltog i som ung.

I 1980’erne tog min daværende kæreste, min bedste veninde, en god ven og jeg på en tur til Arenal på Mallorca. Det var helt sikkert ikke naturen vi kom for. Hvilket også var godt, da byen bestod af hoteller, restauranter, supermarkeder og ”lossepladser” ind imellem. Og så viste det sig ydermere, at vi var landet et sted der overordnet blev domineret af gæster fra de britiske øer. Irland, Skotland og England. Turister der var kendt for deres nærighed som gæster i andre lande. De købte stort ind af alkoholen i supermarkederne. Og indtog det så på hotellerne. Så der var en evig fest på hotellet vi var landet på. De havde ingen intentioner om at tage ned til stranden. Poolen var nok for dem. Det ville også blive for tungt at slæbe deres lager af sprut med derned. Desuden levede de fleste op til rygtet om, at alle briter er blege. Skiftende til hummerrøde i solens favntag. Så skyggemulighederne hjemme på hotellet var nok endnu en medvirkende faktor til, at de blev indenfor indhegningen.

Nå, men her arriverede så fire danskere midt i den britiske delegation. Lige så blege som dem. Så de opdagede muligvis ikke invasionen af naboerne fra vest - i starten. Men vi smed kufferterne og smed os på solvognene. Badede lidt og drak lidt. Tiden vi nåede i solen den dag, var ikke nok til at få ret meget andet, end antydningen af nogle lettere rosa plamager hist og her. Men det lod vi os ikke slå ud af.

Så da aftenen kom iførte vi os festtøjet og tog på diskotek. Om det var for at drukne sorgen over, at vi nok var de eneste blege gæster på diskoteket ved jeg ikke. Men vi blev ret hurtigt rimelig fulde. Eller Hanne og jeg blev det. Ja jeg blev det helt sikkert. Det må være den eneste forklaring på, hvorfor jeg indgik den efterfølgende aftale. En af værterne på diskoteket kom hen til vores bord og talte lidt med os. ”Where you from?”. ”Denmark”. ”Okay – would you girls like to participate in a dancecompetition?”. “Yes yes of course” – sagde jeg. Jeg mindes, at min veninde ikke var helt med på idéen i starten. Hun var ikke helt så sikker på hvad det var vi havde i vente. Og det viste sig så, at det var hun i sin fulde ret til.

Efter en times tid – og nogle flere genstande indenbords - kom værten tilbage. ”Please, come with me” sagde han smilende. Og ledte os hen til et lokale. Da han åbnede døren, stod der en masse smukke piger og afklædte sig deres tøj. Hanne og jeg kiggede begge på hinanden. Lettere forbløffet. Måske nærmere forskrækket. Men alkoholen har en vis overtalelsesevne, når den er inde i mig. Den overtager al fornuft og alle hæmninger. Gud ske lov i nogle henseender. Men dette var måske ikke lige et af dem. Nå, der var jo ikke andet at gøre end at springe ud i det. Eller rettere sagt – springe af tøjet. Og så kom kampen om at finde den badedragt der passede bedst. Og til vores held var vi kommet sidst til, så der kun én farve at vælge imellem – gul som i GUL! Ubeslutsomhedens lille djævel sad på min venstre skulder og klappede i dens små hænder. Så var den jo klaret. Men realitetens lille engel sad på min anden skulder og græd sagte tårer. To blegrosa danske piger i skarpgule badedragter. Svansende imellem smukke piger der havde ligget og smeltet en uge eller to i solen. Duftende af kokosolie. Og i de rette farver der passede til netop deres tan. Men der var ingen vej udenom. Vi havde lavet en aftale. Og så var vi ret fulde (læs; fornuftens limbostang var hævet). Så det er nok ikke så galt tænkte vi begge to.

Musikken gik i gang, og vi catwalkede den ind på én lang række. Jeg gik andensidst. Heldigvis havde jeg mine højhælede på, så udstyrsmæssigt faldt jeg nogenlunde ind i mængden af vrikkende piger. Min kære veninde derimod var hjemmefra smuttet i hendes sædvanlige flade sko på. Da hun er en høj pige, så faldt det altid mest naturligt ind, at hun ikke iførte sig højhælede sko. Så bagerst kom Hanne. Lettere spadserende på hendes bare fødder. Og stillede sig sidst i rækken, vi var endt i efter indmarchen. Pludselig stillede de en stol ud midt på dansegulvet. Hev en mandlig tilskuer ud fra mængden. Placerede ham på stolen. Og så gik vi i gang én for én med at gøre kur til denne lettere forundret mand. Det gik egentlig rigtig fint. Og jeg tror han fandt ud af at nyde tilnærmelserne. Min veninde var den sidste der skulle give ham en speciel oplevelse. Og det blev det også. For hun gik hen til ham. Trak de allerede åbne cowboybukser ned til knæene på ham. Nu var der plads til at placere den højre bare fod lige i skridtet af ham. Og så tog hun fat i buksebenene og trak så bukserne helt af. Så var den ged barberet, som man siger. Jeg tror han satte uhyggelig stor pris på, at hun havde ladet stiletterne blive hjemme i kufferten. Og måske, at jeg forinden havde sendt en sky af spritånde i retning af hans næsebor. Som en anden anæstesisygeplejerske havde jeg sørget for en lettere bedøvelse.

Vi vandt dog ikke lige førsteprisen, trods denne hensyntagen. Tror den placering allerede var mistet, da vi iførte os den gule badedragt. Men vi vandt en buket blomster hver. Og jeg vandt desuden retten til at diske op med et lignende show overfor kæresten, da vi kom tilbage til hotelværelset. For han mente, at han da måtte have en andel af ”filmrettighederne”. Og derfor ikke skulle gå glip af et one-woman show.

Efter den aften gjorde vi som briterne. Vi foretrak hotellets trygge omgivelser. Og det endte da også med, at vi fik nogle sjove oplevelser på de knap 100 kvm der lå indrammet af hotellets høje bygninger. For disse blege individer – der efterhånden var ved at være godt kogte – var ret underholdende. Nogle tog hovedspring fra deres altaner direkte i poolen (heldigvis). Måske mere sindsoprivende end underholdende. Men der var en flok der en dag gav mig en oplevelse, jeg i særdeleshed tog med mig hjem.

Midt i solen – muligvis efter (endnu) en happy hour med en spandfuld Lumumbaer – stillede nogle af gæsterne sig op midt imellem stole, borde og poolen. Så tændte de for den medbragte cd-afspiller og fyrede op for ”Time Warp”. Og så lavede de den fedeste dans fra musicalen ”The Rocky Horror Show” fra 1970’erne af Richard O’Brien. Et underholdende show der rummer sci-fi og horror. Jeg havde aldrig set hverken musicalen eller filmen ”The Rocky Horror Picture Show” baseret på musicalen. Men jeg blev fanget! Denne mindre udgave af en flashmob her midt i et poolområde på Mallorca. Det var fedt.

Jeg har senere selv deltaget i en flashmob inde på Store Torv i Aarhus. Den fedeste oplevelse - at tage derind i sit almindelige tøj. Tre personer fra mit dansehold starter en dans. Og lidt efter lidt kommer vi flere og flere til. Og alle danser den øvede koreografi. Imens der stille og roligt dannes en ring af tilskuere om os. En fantastisk følelse at danse og være i et fællesskab på.

Og jeg gemte denne oplevelse af ”The Rocky Horror Show” godt inde på hylderne af de gode erindringer. Og ventede. Og ventede. Og en dag blev showet annonceret i Musikhuset. Selvfølgelig skulle jeg med. Jeg har været med et par gange. Også til den danske udgave i Aarhus Teater sidste år. Og man ER med. Man deltager simpelthen ved at følge et manuskript der kan købes i små færdigpakkede poser med forskellige remedier til brug under showet. Eller man kan gøre som jeg og min daværende kærester altid har gjort, selv at købe de forskellige ting. En virkelig anderledes musikoplevelse. Der klart kan anbefales.

Jeg har hørt, at Arenal på Mallorca er blevet vasket og friseret. Så den by der tidligere kun blev overstrømmet af blege, bællende og belastende unge mennesker har fornyet sig. Eller måske er byen bare blevet ældre som undertegnede. Så muligvis ville den være et besøg værd igen.

Men en ting er sikkert – jeg tager IKKE på diskotek.

Eller man kan jo godt få lyst til at danse – men jeg drikker mig i hvert fald ikke så fuld.

Eller det er jo uhøfligt at sige nej tak, hvis man bliver budt på en drink – men så deltager jeg altså IKKE i en konkurrence i ført badedragt.

Eller måske, hvis nu det er sidst på ferien og jeg er blevet brun (dvs. vi er afsted en måneds tid) – men SÅ er det også sidste gang jeg tager til Arenal!!