Jeg bar en sorg
Du gav mig øjne - men lod mig ikke se dig
Du gav mig en mund - men lod mig ikke le med dig
Du gav mig et hjerte - men lod mig ikke elske dig
Du gav mig livet - men lod mig ikke leve det med dig
Et enkelt blik ned i min vugge var alt jeg vandt
"Hun er da meget sød" sagde du, hvorefter du igen forsvandt
Alt for længe bar jeg rundt på en uforklarlig sorg
Jeg var Tornerose - indespærret på min tjørnebesatte borg
Som 17-årig skete det en dag, at de fortalte mig om dig
Hvordan du havde forladt min unge sårbare mor og lille ufødte jeg
Begge havde vi været heldige, gudinden mente vi atter skulle have chancen
Hun sendte en mand til mor - en far til mig, og han stod distancen
Men ubevidst blev skylden mit åg og jeg lukkede mit hjerte ned
Smilede til livet og forgav alle, for at få en indre fred
Mit indre blev mere og mere tomt, men alligevel fyldt af denne følelse
Jeg kunne ikke længere ryste det af mig, som enhver anden forkølelse
Selv en korkprop kan drukne med et anker i den ene ende
Men på vej mod bunden har jeg fået modet til at vende
Jeg vil tilgive mig selv og dig, så jeg kaster bort dette følelsesanker
Det eneste sted du nu får lov at spøge, vil være som en deltalje i mine tanker
Mit hjerte er rummeligt og det vil stadig omfavne livet og mennesker omkring mig
Men du har aldrig været min kærlighed værdig, og i min sjæl er der ikke længere plads til dig.
Farvel til min biologiske far