Jeg bar en sorg

Du gav mig øjne - men lod mig ikke se dig

Du gav mig en mund - men lod mig ikke le med dig

Du gav mig et hjerte - men lod mig ikke elske dig

Du gav mig livet - men lod mig ikke leve det med dig

Et enkelt blik ned i min vugge var alt jeg vandt

"Hun er da meget sød" sagde du, hvorefter du igen forsvandt

Alt for længe bar jeg rundt på en uforklarlig sorg

Jeg var Tornerose - indespærret på min tjørnebesatte borg

Som 17-årig skete det en dag, at de fortalte mig om dig

Hvordan du havde forladt min unge sårbare mor og lille ufødte jeg

Begge havde vi været heldige, gudinden mente vi atter skulle have chancen

Hun sendte en mand til mor - en far til mig, og han stod distancen

Men ubevidst blev skylden mit åg og jeg lukkede mit hjerte ned

Smilede til livet og forgav alle, for at få en indre fred

Mit indre blev mere og mere tomt, men alligevel fyldt af denne følelse

Jeg kunne ikke længere ryste det af mig, som enhver anden forkølelse

Selv en korkprop kan drukne med et anker i den ene ende

Men på vej mod bunden har jeg fået modet til at vende

Jeg vil tilgive mig selv og dig, så jeg kaster bort dette følelsesanker

Det eneste sted du nu får lov at spøge, vil være som en deltalje i mine tanker

Mit hjerte er rummeligt og det vil stadig omfavne livet og mennesker omkring mig

Men du har aldrig været min kærlighed værdig, og i min sjæl er der ikke længere plads til dig.

Farvel til min biologiske far