Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Græsrødderne

I 2007 blev det foreslået, at man kårede 7 nye underværker. Af en privat mand, der åbenbart aldrig havde mødt mig. For nej, jeg figurerer ikke på listen. Men det blev besluttet at oprette denne nye liste, som ikke kun skulle omfatte vidundere omkring Middelhavsområdet. Nu skulle hele verdens lande havde en chance. En mulighed for ved folks afstemning, at få et historisk bygningsværk, statue eller andet med i denne tilkendegivelse. Og her er det så, at jeg (endnu engang) står lidt uforstående. Hvorfor er Viby Idrætspark ikke med?

Muligvis fordi dette fristed ikke er en bunke mursten, der har haft sin storhedstid. Denne park emmer stadig af liv. Og så har den sine helt egne fire verdenshjørner. Fire plæner, der alle har en historie at fortælle. Og med epicentret – eller nærmere hypocentret – i midten af det hele, Cafe Vif’en.

Mine første minder om Viby Idrætspark startede allerede i 1960’erne. Som ung tilskuer til fodbold- og håndboldkampene i selskab med min morfar. Søndag var stadiontid for os to. Imens kokkererede mormor. Og kl. 12 havde hun anrettet den varme middagsmad. Vi var alle tre yderst tilfredse med den ordning.

I et af verdenshjørnerne – som vi her kalder nord – lå ferieparadiset ”Frilufferen”. Denne lille oase af vand, (h)vinende ungdom og vilde nætter har fået sit eget skriv herinde. Som velfortjent. Men bagved/foran ”Frilufferen”, samt en lille flisebelagt sti, ligger der en helt almindelig grønsvær. Med en trappe op til skolens have. I denne have fik vi i skoletiden taget vores famøse OG ikke mindst ucensurerede klassebilleder. Haven er i dag lettere forfalden. Og virker forladt. Lige med undtagelse af den dag i oktober, hvor jeg og vennerne kæmper os igennem krattet mod Vibyhallen. I tyrolerbukser og Dirndl’er, lettere beduggede.

Men trappen leder også op mod bygningen der rummer gymnastiksalene. Denne trappe betrådte jeg mange gange i min skoletid. Foråret og efteråret bød af og til på atletik og løb. Udendørs. Hvilket nok er meget godt, da både kugle- og spydkast udført af skoleelever nok ikke er indbefattet af præcision. Gymnastik var det fag i skolen, som jeg var mest stiv i. Bogstavelig talt. Jeg var vild med sørøvertik og gulvhockey. Så kunne man lige få afreageret og kanaliseret sine frustrationer igennem staven og videre ned til venindens fødder. Som hævn for, at hendes klasselærerinde også var vores fælles lærerinde i husgerning. Samt rimelig god til at gøre forskel på eleverne. Nå, men jeg hadede derimod, når den stod på atletik. Ikke mindst 100 m løb. For mine lange og (dengang) tynde stænger var lidt langsom i optrækket. Nu er det jo også sjældent, at man ser en hest med så tynde kæpper – vil jeg lige bemærke! Derimod nød jeg, når jeg fik frit løb. Til at tage nogle omgange på atletikbanerne. Jeg var mere udholdende end hurtig. Det har jeg så heldigvis draget fordel af i mange henseender i tidens løb.

Hvis vi derefter dribler ned langs ”kystlinien” mod vest, ender vi ved Viby Badmintonklub. Eller i denne omgang – bare en lille grønne plet. I dag ligger der et klubhus for Aarhus Tigers. Rugbyspillere. Men i min tidlige ungdom var dette endnu et lille fristed for mig og vennerne. Det ligger ret tæt på Vårkjærparken, hvor veninderne og jeg boede. Så egentlig var vi mere eller mindre indenfor synsvidde. For forældrene. Men jeg tror denne nærstation måske var valgt, fordi vi så ikke skulle gå så langt med ølkassen. Og der var heller ikke så langt hjem efter den var tømt. Egentlig aner jeg det ikke. Men her sad vi mange varme aftener og nød en øl og en smøg. Eller mange. Af hver. Vi havde en insider der leverede fra købmand Bondes butik. Sønnen Kristian var nemlig også en af gutterne i slænget. Derudover havde han oftest lige en pakke eller to af kondomer med. Farvede, rillede, nuprede – alle mulige varianter. Jeg tænker her, at det var til at fylde vand i, hvis vi senere drog over og klippede hul i hegnet til ”Frilufferen”. For at nyde en aftentur i poolen. Selvbestaltet døgnåben. Eller til at puste op. Svømmeærmerne var jo pakket væk efter lukketid. Gode råd var dyre. I dette tilfælde var de så gratis.

Men den lille grønne plet kunne skam også udnyttes om dagen. Hvis man bredte sig lidt. Udover de vilde tigre der bider i græsset i dag. Sportsugen bredte sig over hele bagerste del af grønsværen ned mod Vårkjærvej. Jeg deltog i fornøjelighederne nogle år, sidst i 70’erne/først 80’erne. Denne tilbagevendende begivenhed varede en uge (ja, logisk nok tænker du måske, men så har vi det på plads). Deltagerne var folk fra de omkringliggende boligkarréer. Søndervangen, Kjærslund, VSPH, Høvænget. Måske andre? Ja, og Vårkjærparken selvfølgelig. Der skulle dystes i rundbold og fodbold. Og veninderne og jeg spillede med på begge hold. Det var en idrætsfest uden lige. Især fordi det var/er kodylt (for at blive i tidsånden) sjovt at spille rundbold. Og at råbe ”kiiiiiiiiiks”, når de andre hold skulle slå. Derudover var fodbold min yndlingsholdsport. Dog var det knap så sjovt, når jeg skulle kravle rundt på banen mellem alle spillerne. Fordi veninden havde tabt en kontaktlinse og ikke kunne se en skid. Og den skulle absolut findes inden den tørrede ind og krøllede. Men det bedste ved sportsugen var jo nok, at byens drenge blev samlet på et overskueligt areal. Indespærret af folkemængden og inden for både syns- og rækkevidde. Vi var teenagere og hormonerne fes rundt.

Vi drager nu mod syd og ender ved et hjørne der virkelig rummer historik. Helt inde i hjørnet ligger der i dag en kommunal bygning. Men en gang havde vi faktisk en pony travbane. Etableret i 1972. Så kunne man en søndag trippe ned forbi. Se et løb og bagefter klappe de sveddampende dyr. Der var rimelig godt brugte efter at have spænet banen rundt med sulky og rytter. Banen rykkede til Vilhemsborg i 2005 for at gøre plads til Skatteforvaltningen. Så blev det hjørne mindre attraktivt. Men heldigvis bød det på andet end krikker og senere inkassatorer.

I 1983 gik Muskelsvindfonden og Tuborg sammen om at danne et folkeligt tilløbsstykke. Og Grøn Koncert blev en realitet. Det første år afholdtes den i Botanisk Have. Men fra 1984 til 1986 var Viby Stadion vært for denne skønne sommerseance. Indgangen var gratis, de kolde øl medbragte, humøret var højt - og Nanna, Sneakers og Frede Fup fyrede den af. Herefter rykkede festen til Vestereng i Århus Nord. Scenen er nu erstattet af en indhegnet og rimelig ny kunstgræsbane. Viby’s Anfield.

Men der er stadig plads til en omgang rundbold i hjørnet i syd. Så for snart 5 år siden indbød jeg, i nostalgiens ånd, en masse skønne quinds til at komme og spille rundbold med mig. Jeg havde fødselsdag og rundede et skarpt hjørne (eller nærmere kantede et rundt hjørne). Og hvor ellers end på datidens rundboldstadion skulle denne mini-turnering afholdes. Så vi drog af sted mod boldbanernes Mekka. Madkurven var pakket med snacks, min yndlings-Asti (alkoholprocenten blev bevidst holdt lav – jeg kender mine quinds og deres formåen af indtag af alkohol) og rundboldgearet. Det var en skøn solskinsdag og ikke mindst et syn for gudinderne. At se næsten halvtreds skønne sild fint dressed up i flower power tøj. Temaet var 60’er/70’er-fest. Selvfølgelig. Det er ikke sidste gang. Hverken festtemaet eller rundbolden. Selvom vi alle er mere eller mindre velsignet af en moden alder og dertil hørende slid. Dagen endte da også med en enkelt tilskadekommet. Hvis mand ikke var særlig tilfreds, da han næste dag måtte hentede konen hjem med en gipsfod. Dagen før en tur sydpå. Men girls just wanna have fun!

Det sidste verdenshjørne på denne skønne idrætspark har også indbudt til kropslig udøvelse. I dag ligger der et par lettere trætte tennisbaner. Om det er manglende vedligeholdelse eller slid efter brug vides ikke. Selv har jeg aldrig brugt banerne – til tennis. Jeg udøvede min ”træning” før der blev lagt grus på. Heldigvis. Det foregik på græstæppe. Og i det man i Fitnessverdenen i dag kalder Small Groups træning. Med min første forelskelse - Donny Osmond og Tommy Steele tæller ikke med. Bryan Ferry gør (så det første crush måtte dele – det gjorde vi vist alle mere eller mindre). Men når vi havde været i selskab med vennerne og jeg skulle følges hjem, landede vi af og til på ”det grønne hjørne”. Og det var ikke for at indtage en buffet. Eller jo det kan man måske godt kalde det. Men ruten gav ikke altid mening. Min adresse lå oftest i den modsatte retning. Og dog – kan man tage turen over Fyn for at komme til Berlin. Eller smutte mod Vejle for at komme til Lykkehjulsprøve i Randers - ja så giver det jo egentlig god mening. Eller også var jeg barr nem at føre på afveje. Udelukkende brug af datid her er måske ikke helt realistisk. Vi hyggede og det er kommet skribenten for øre, at vi ikke var de eneste. Nu er det ikke fordi jeg havde været uvidende om, at vi var i gang med en tre- eller firkant. Det kan man vist ikke undgå at fornemme – har jeg hørt. Men der havde åbenbart været en tilskuer til en af træningssessionerne. Fra en altan i nærheden. Med kikkert og uden billet. Måske mine ”15 minutes of fame” (som Andy Warhol mente vi alle ville opnå). Eller de første af dem må jeg nok erkende. Jeg har vist haft et par quarters mere ved nærmere eftertanke.

Nu, omtrent 40 år senere, er det ikke længere verdenshjørnerne der trækker. Man er vel blevet magelig med alderen. Onsdag og lørdag er dagene hvor jeg (som oftest) smutter derned som en afsluttende runde efter træning i fitnesscentret. Sådan en slags sidste post i cirkeltræningen. Så skal krop og sind TOP-tunes. På VIF’en – caféen, samlingsstedet for denne lille idrætsverden. Her huserer vores madfar, Peter. For mig er han en lille bid bror jeg aldrig har haft. Han dækker lidt af det nederste lag i min behovspyramide. Mad, drikke og en megakrammer. Der bare emmer af tryghed. Og tak til ham!

Hvad kan også være bedre end at tilbringe lillemor aften med sin bedste ven. Samt en sprød kyllingesalat overdænget med bacon, skyllet ned med de gyldne dråber fra en kold Top. Tale om livets gang. Og efter en stund, overvære ”Det beskidte dusin” komme slentrende ind efter aftenens strabadser på grønsværen. En flok svedige old Boys med nedrullede strømper og græs på knæene. Det vækker minder. Som at se sig selv efter en tur på banerne i de unge dage. Altså efter en kamp! Disse mænd har kæmpet den evindelige kamp om den lille runde læderklat. Og trækker velfortjent mod vandhullet. Væskebalancen skal genfindes inden badet. På lørdage byttes kyllingesalaten dog ud med Peters pølsehorn (det er helt uskyldigt). Den kolde Top skiftes ud - med en ny kold Top. Og det første langbord man møder, når døren åbnes summer af snak. En ældre generation af tidligere spillere nyder stadig kammeratskabet og øllene.

Desværre har jeg aldrig været aktivt medlem. Ikke udover den aktivitet der ikke krævede medlemskab. Pigefodbolden slog aldrig igennem på Viby. Og derfor måtte Vibypigerne trække mod syd til Hasselager/Kolt. Så når jeg træder ind i dette lokale og mærker denne (misundelsesværdige) mandehørm, så bliver jeg glad. Og føler en ydmyghed over, at jeg til en vis grad alligevel kan være en del af dette sammenhold. Min drøm er at videregive denne følelse af tilknytning til Viby Stadion. Overlevere denne ånd til mit barnebarn. Når og hvis hun en dag kommer tilbage til Aarhus. Så skal vi have en farmordag. På Viby Stadion. Med gymnastik, pølsehorn og bland-selv-slik. Hun skal skabe egne glade minder om dette sted. Og engang vil hun herinde læse om farmors idrætspræstationer. Og forhåbentlig smile af det.

Og den dag jeg (måske) ikke er her mere, så skal min aske spredes. På højbanen. I min morfars ånd. Med resterne af friluftsbadet under mig. Og veltrænede herreben over mig. Til den tid vil jeg nok kunne indse formålet med, at man droppede de små stramme fodboldshorts, som Elkjær driblede rundt i. Så vil de brede ben i fodboldshortsene pludselig give pote.

Det gamle indgangsparti til Viby Stadion

Sportsugen