Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

We're going to Ibiza

Det var sommeren 1988. Jeg var i februar blevet færdig som all-round kontorelev på Amtsgården i Højbjerg. Så nu skulle den nyuddannede assistent på sommerferie. Sammen med tre veninder, hvoraf de to også var mine kolleger, havde jeg planer om at indtage New York den sommer. Snuppe en ordentlig mundfuld af The Big Apple. En rejse med sightseeing og kultur. Som de voksne mennesker vi nu endelig var blevet med et lærebrev i hånden. Men undervejs i rejseplanlægningen stødte undertegnede på en reklame for party-øen Ibiza. Min rastløse, festglade bagdel var solgt. De tre andre piger blev overtalt (mere voksne var vi jo heller ikke).

Så feriens oprindelige tanke om at spankulerer i bedste Sex and the City stil ned af Manhattans gader og fylde kufferterne med storbys kultur blev lagt på hylden. Det jeg i stedet fik med hjem i bagagen, var et par snavsede neongrønne gamacher, en sombrero og et par klistrede pumps. Samt er par herreunderbukser (don’t ask) og lidt souvenirs til familien. Det viste sig nemlig, at turen hertil gav en helt anden form for input. Som man siger.

Vi endte i San Antonio. Festbyen over dem alle. Med de to formål - at slikke sol om dagen og feste igennem om natten. Den første dag startede vi ud med morgenmad og så skulle turen gå til en af de lækre strande. Man ser bare sundere, slankere og lige-til-at-spise-agtig ud i en lettere tan’et udgave. Især når man inden afrejsen havde valgt at blive rødhåret. Men det at blive solbrun giver mig altid lidt udfordring.

Det er nok ingen hemmelighed, at jeg ikke er/var af den eksotiske type. Lys hud og paté-med-en-snert-af-rødbede-farvet hår. Kommunefarvet i daglig tale. Men som amts-pige kunne jeg jo ikke rende rundt og reklamere for kommunerne. Blå-grønne øjne. Med en orange ring om pupillen, hvilket en optiker bemærkede efter at have kigget mig dybt i øjnene. Det gør de jo. Det var først i 80'erne og jeg skulle ind og have mine første briller. Røde, runde og "Nøj det' for børn"-facon. "Hun er da vist en alien", sagde han og smilede til min kæreste. E.T. go home!

Men jeg bebrejder (stadig) min mors lakridsindtag under hendes graviditet med mig. De første par dage sydpå hersker der ingen tvivl om, at jeg er dansker. Min hud bærer de rød/hvide farver. Et omvandrende Dannebrog på to stænger. Og denne gang var det fuldført med den røde top.

Som turist i San Antonio er der lidt forskellige strande at vælge imellem. Der findes den ”lokale” strand tæt på hotellerne. Denne kan anbefales, hvis man blot vil rulle ud af sengen og direkte ned på en liggestol. Og et direkte rullefald ville klart være at foretrække. For her taler vi om en stenstrand. En tur fra baren til parasollen ville give en omgang hård zoneterapi. Den første dag valgte vi derfor et af de andre alternativer.

Man kunne komme til Cala Bassa med båd fra San Antonio. En lille turistbåd der vuggede sig igennem de små bølger. En skøn tur, hvis ikke lige man havde tømmermænd. Men den tilstand var vi ikke nået til endnu. Så vi lod os lulle stille og roligt ind til vigen, hvor der lå den skønneste sandstrand. Fint indhegnet af lækre luksus yachts et stykke ude fra strandkanten. Det tætteste vi kom på at flyde oven vande blandt de rige og deres yachts var en tur på en lang, gul plastikbanan. Men det var derimod også hylende morsomt. Af banen, af banen, her kommer bananen!

Cala Bassa vrimlede med unge vilde soldyrkere og badenymfer. I alle nuancer. Som et kort til tandafblegning. Jeg indtog selvfølgelig første tand på skalaen. Sammen med englændere og øvrige unge, hvis mor havde haft et overforbrug af lakrids i ventetiden. Musikken drønede ud af diverse størrelser af transportable anlæg. Ghettoblasterne kæmpede en næsten forgæves kamp mod boomblasterne om at overdøve hinanden. Frokosten indtog vi i en lille hytte tæt på anløbsbroen. En omelet med de lækreste store tomater jeg nogensinde har smagt. Det var faktisk en lille bid af himlen. Efter langtidsstegningen skulle vi lige hjem og smække benene op en stund. Det er jo umådelig hårdt at være ung på farten.

Da aftenen kom, tog vi på restaurant. Herefter gik vi en tur rundt i byen. Nattelivet sneg sig stille ind for at overtage de vilde sjæle. Bare ikke min. Vi opsamlede tonvise af fribilletter der blev langet ud af unge smukke mennesker. Hvilke vi tog imod og smed i håndtasken. Lidt til min store ærgelse. Men jo det var da hyggeligt. Det kan jeg roligt sige nu. Velvidende hvad de andre aftener/nætter bragte. Nu var to af pigerne ”i et forhold” og den tredje i et ”det er kompliceret” forhold. Hvis vi taler i Facebook-sprog. Det havde muligvis en snert af betydning. Selv kunne jeg nok sammenlignes med målmanden, når han er ”flyvende”. Var der brug for min ”kærlighed” på banen, så forlod jeg buret. Da flyets landingshjul to dage forinden ramte øen, så min samvittighed og mine hæmninger da også sit snit til at smutte på ferie et andet sted. Hvilket var perfekt timet. For amorinerne fløj rundt som kamikazepiloter om ørene på én. 

Næste dag ville vi prøve den anden strand, som vi skulle sejle ud til – Cala Conta. Den ligger som en tange ude i vandet. Vandet var lyseblåt, sandet fint og varmt. Og så lå der nogle danske drenge på håndklæder ikke langt fra os. Her begyndte pigen i den gule bikini (mig) at se lys forenden af tunnelen. Drengene havde åbenbart samme dagsorden. Så da vi skiltes efter en sjov dag på stranden, aftalte vi at mødes om aftenen. Efter aftensmaden. Så havde alle parter også nået at indtage en portion alkohol til at overdøve den første generthed.

Jeg kan stadig huske mit outfit den aften. Stramme sorte bukser, en hvid stram bluse (nu var jeg gået fra hvid til rosa) og et bredt bælte. Og som prikken over i’et et par hvide pumps. Så var jeg klar til at indtage dansegulvene. Og forhåbentlig et par drengehjerter. Men først skulle vi ud og spise. Hen på aftenen fik min veninde Charlotte det lettere skidt og ville gerne hjem til hotellet. Da man jo ikke lader en pige gå alene blev hun fulgt hjem. Stakkels hende, tænkte vi. Og så forsvandt vores Mother Theresa følelser hurtigt igen. Vi skulle jo ud og mødes med drengene.

Nu skal det lige bemærkes, at det er 32 år siden. Så der kan være lidt huller i tidsforløbene. Men at vi mødtes med Århus-kliken netop den aften, som aftalt, ligger rimelig frisk i min erindring. Til trods for nogle meget lange happy hours på byens forskellige barer og diskoteker. Så happy, at mine pumps blev inddraget af drengene og brugt som glas. De sko blev aldrig sig selv igen.

Høj på Malibu og søde ord endte jeg alene med en af drengene - Dan. Det viste sig, at han havde vundet chancen ved mig i ”sten, saks og papir” over en ven. Så vinderen og præmien (her kunne man så tænke ”vandrepokalen” – men så slem var jeg dog heller ikke) slentrede en tur ned til stranden. Det blev til den grovkornede, da den lå nærmest. Men alkoholen og ”forelskelsen” slørede sanserne. Altså dem der mærker smerter. De andre virkede rimelig godt. Og vi endte bag en boligblok/et hotel. Her var der ro og ingen forstyrrende elementer. Lige med undtagelse af den mand der ca. et kvarter senere skulle parkere sin bil. Lige der hvor vi lå. Dan havde nået at smide alt tøjet – lige med undtagelse af sokkerne (igen – don’t ask). Men den nyankomne havde lige så lidt lyst til at se os, som vi havde til at blive set. Så vi trykkede alle tre på navlen og ulu bulu…….. Da ”parkisten” igen var ude af syne, så vi hinanden dybt i øjnene. Skraldgrinede. Og smuttede. Vi måtte finde et mere ugenert sted. Uden risiko for at blive taget på fersk gerning i akten.

Har jeg fortalt, at der ligger en lille havn nede ved stranden. Med en lille fin mole. Og en bænk for enden. Dette blev vores næste pit-stop. Eller rettere putstop. Så Dan satte sig til rette og nød udsigten. Og jeg gjorde det samme. Med ryggen til. Efter en kort stund hørte vi et ”truuuuuut”. Igen ”truuuuuut” – ”truuuuut”. Nu stivnede jeg (også). ”Nej, det kommer altså ikke fra mig”, tænkte jeg. Men man kan jo aldrig vide. Den var jo et rimeligt nyt bekendtskab. Det kunne jo godt tænkes der kunne komme lyde ud a la en tuba. Dan reagerede også nu. Og begge så vi ud mod havet. Samt den fiskekutter der var på vej ind. Vores blik fulgte kutteren hele vejen til dens plads. Langs molen blandt de andre kuttere. Der sjovt nok pludselig var fuld bemandet på dækket. Jeg kunne ligefrem fornemme den røde løber der blev rullet ud hele vejen ned af molen. Der var ikke noget ”lille” over den mole mere. Et kort øjeblik overvejede jeg at hoppe i havet og svømme i land. Men nej, der var ingen vej uden om. Så endnu engang fik jeg ”15 minutes of fame”.

Klapsalverne og piftene udeblev heller ikke. ”And the Oscar goes to” – nomineret og valgt af nogle lokale fiskere. Efter vi havde taget the walk of shame OG selvfølgelig modtaget priserne for blandt andet ”Bedste kortfilm” (det kunne de så takke sig selv for med al den trutten), ”Bedste dokumentar” (der var ikke noget med directors cut her), ”Bedste udenlandske film” (to Århusianere på Ibiza), ”Bedste scenografi” (det kunstneriske gik over alle forventninger – husk vi havde drukket), ”Bedste kvindelige/mandlige hovedrolleindehaver” (når vi selv skal sige det – nu var der jo heller ikke andre) - jeg tror faktisk vi overgik ”Titanic” i antal priser den aften – så tog vi ind til midtbyen og fandt en anden kyssebænk. Morgenen var stadig ung og jeg elskede at kysse. Anden-dagen sluttede på tredje-dagen. Dan fulgte mig hjem til hotellet. I følgeskab med skraldemændene og de største kakerlakker jeg nogensinde havde set.

Næste dag skulle vi jo igen til stranden. Men da jeg må have indtaget en smule for meget sejrs-champagne efter prisuddelingen aftenen før, følte jeg ikke lige for en tur med båd. Så Charlotte blev overtalt og vi valgte at slænge os på den grovkornede strand med nogle af drengene. Igen. Det skal lige siges, at Charlotte ikke var så svær at overtage. Hun havde også tømmermænd. ”Kan man få det af at gå tidligt i seng og bare sove”, tænker du måske. Nej, formodentlig ikke. Men nu havde Charlotte så også kun taget et powernap. Så var hun klar til udsendelse med tropperne igen. Hun var derfor hoppet i uniformen, var smuttet ud i nattelivet og var stødt på en amerikansk soldat. De havde hygget sig på et af de store diskoteker. Med springvand indbygget i dansegulvet. Ikke så synlig som Grisebrønden i Aarhus. Nej, Charlotte fandt først ud af denne installation, da DJ’en satte ”I’m singing in the rain” på. Og vandet sted op fra gulvet. Hun fandt også ud af, at den hvide kjole hun havde i ført sig blev gennemsigtig, når den var våd. Måske var det ikke tømmermænd hun havde. Måske var det bare en helt almindelig dansk sommerforkølelse. Op på hesten igen siger man altid. Og da jeg er tidligere hestepige, så gjorde jeg selvfølgelig det.

Vi boede på et lille og nogenlunde roligt hotel, hvor vi kun fik lov til at have korte besøg af de danske drenge. Og drengenes hotelværelse havde simpelthen bare ikke plads til flere gæster. De havde en leg i gang der hedder ”ikke røre gulvet”. Så vi hyggede på stranden sammen om dagen. Shoppede lidt om eftermiddagen. Om aftenen festede vi på forskellige natklubber, ude i gaderne eller på en båd. Sidstnævnte kan godt lugte lidt af et realityprogram for unge, smukke og rige mennesker. Vi havde alle sammen købt billetter ved en af de solbrune, veltrænede og velsmurte udenlandske drenge. Til en aften på en båd. Med mad, drikke og fest. Så da den angivne aften oprandt troppede vi op nede ved havnen. Fandt båden og gik ombord. Og der sad vi så og ventede på at der blev kastet anker. Efter en noget lang ventetid kom en ung fyr og bad os følge med ham. Ned til en bus der skulle køre os ud til en gård. Vi skulle til grisefest med fri vin. I stedet for at deltage i ”Showboat” endte vi i ”Bonde søger brud”. Nå, men det blev alligevel en fest. Vi havde fået mad, drikke og jeg havde en kyssebar dreng ved min side. Natten endte med en fuldmånefest på den grovkornede strand. Efterfulgt af en guidet hjemtur i følgeskab med skraldemændene – der var begyndt at hilse på os. Og kakerlakkerne der blev større og større for hver nat der gik.

Som I ved så kan en uge i godt selskab gå alt for stærkt. Men vi havde de sjoveste dage og nætter med drengene fra Århus. Vi mødtes stadig med dem, da vi kom hjem. I dag er Dan min gode ven. Året efter tog jeg af sted igen. Denne gang med en kæreste. Igen til San Antonio, dog i fjorten dage. Det blev en dyr tur. Men havregrød i tre måneder efter fjorten dage på sjov og druk er formodentlig også tiltrængt.

Dagen efter jeg skrev mit indlæg om Mallorca-turen, blev happy hour og pubcrawl forbudt for udvalgte områder på De Balariske Øer. Samt udspring fra balkoner og ned i poolen (balconing). Jeg anede ikke min blog rakte så vidt ud i verden. Og beklager selvfølgelig inderligt, at min opførsel måske er medvirken til at lukke ned for dobbelt op af drinks og hudafskrabninger på knæene, for nutidens unge på festøen. Men det er ikke sidste gang jeg tager til Ibiza. Når det sker, lader jeg fornuften sejre og smutter i stedet til hovedbyen Ibiza. Det siges, at den rummer mange smukke bydele, lækkert natteliv for voksne, samt talrige muligheder for at smide kroppen i en lotus i naturskønne omgivelser.

Og Ibiza dukker ofte op i mine tanker – især nytårsaften. Når vores dronning i nytårstalen sender en hilsen til søens folk, så sender undertegnede en hilsen specifikt til de gæve fiskere fra De Baleriske Øer.