Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Viby blues

Skriveudfordringerne har utaknemmeligt sloges om at være på førstepladsen. Flyttefeber og computer-corona. Mit materiale og mine nedskrevne, endnu ikke delte, tanker forsvandt. Men nu er jeg i gang igen. Og det kan jeg takke en rigtig god ven for. En mand der selv kæmper mod en af livets mest utaknemmelige bæster.

Jeg havde været nede og træne med bedsteveninden i FW i Viby. Vores så-vidt-det-er-muligt lørdag-formiddag-trænings-date. En times bodyfit inklusiv et kvarters afspritning. Og det er vægtskiverne vi taler om her. Selvom det nogle lørdage ikke kan udelukkes, at en afspritning af enkelte medlemmer (ingen nævnt ingen glemt) også kunne være en god idé. Nå, men vi bestemte os for at give os selv et velfortjent (synes vi selv) klap på vores ømme skuldre. Så vi smuttede forbi en lille café der ligger på Ormslevvej. Tæt på fitness og venindens bopæl. Til en lille livets-gang-snak, hyggekaffe og en helsejuice. Efter et par mundfulde væde og en spandfuld snak kommer min ven og hans kone forbi. To fantastiske mennesker der har omfavnet mig og inddraget mig – ikke mindst i julehyggen - i deres nærmeste families skød. Han er uden tvivl Guldblog.net’s mest trofaste følger. Hun er forfatterindes mest trofaste jeg-skaffer-dig-Tequila-amigo. Nå, men i slutningen af samtalen ser han mig dybt i øjnene og siger helt alvorligt: ”jeg har en høne at plukke med dig!”. Av, tænkte ræven (som i virkeligheden er løve). ”Hvad med bloggen? Jeg mangler den!” Pyha, tænkte løven (som netop i det sekund nok hellere havde været ræven). Og ja. Han har ret. Hvad med den?

Midt i en tid hvor vi netop skulle trække os selv ind i ensomheden. Drosle ned for selskabeligheden. I en tid hvor de sociale medier blev anvist som den foretrukne omgangskreds. Og i en tid hvor netop Guldblog burde have fyret den af på tasterne – gik hun så i stedet ud og skrev nye kapitler in real life. Gjorde drømme til virkelighed. Som i et eventyr. Og som Tornerose det vakre barn, tog også hun sig en lang lur – fra bloggen. Prinsen på den hvide hest blev i denne omgang min gode ven. Dog på en lidt anderledes facon end i eventyrene. Ikke et kys, men et godt gammeldags spark i popoen. Med hjælp fra staldkarlen (forfatterinden selv) og hendes store, gamle Toshiba blev der sadlet om. Den hvide på-grænsen-til-ikke-bærbare Toshiba blev brutalt revet frem fra stereorakket. Her har den nydt sit otium de seneste par år. Som musikformidleren WinAmp's tro følgesvend. På mine ordrer har den leveret Blondie, Fleetwood Mac og andet mindefremkaldene musik fra harddisken. Min egen lille transportable jukeboks, smukt kreeret af det musikikon – samt en af mine bedste venner - der for mig kommer tættest på Mylius og Schumacher. Selveste John O. Toshibaen’s stillingsbeskrivelse blev taget op til revurdering. Nu skal den ikke blot levere skønsang, men også være Guldblog’s navlestreng ud i cyberspace.

DER VAR ENGANG……. en pige fra Viby. J som i Jylland, vel at bemærke. Men det hersker der ingen tvivl om, hvis du hører hende tale. Det hele startede i august 1965. På fødselsstiftelsen i Århus. Med bolle Å, som indtil 2011 og C, som i midtbyen. Og det er så her denne Vibypige nu starter bloggen op igen. For i august 2020 valgte hun at flytte fra sit elskede hood til Aarhus C. Men hun har intet fortrudt. Udsigten til Botanisk Have der smukt viser hende årstidernes kommen og gåen. Væksthuset og den gamle mølle der modsat bekræfter, at ikke alt forandres. Kirketårnet på Sankt Markus Kirken der hver morgen bimler kl. snart 7. Også i weekenden, vel at bemærke. Ikke altid lige så velkommen i de (få!) weekender, hvor Tequilaen har lokket hende i fordærv aftenen/natten forinden. Og hendes seng er fyldt med mænd – tømmermænd, vel at bemærke. Og desværre kan hun så af og til tænke. Hvis hun var til den slags. Om aftenen vækker lysene i Vestervangs-lejlighederne en sindsro i hende. De minder hende om, at hun til trods for hjemmeaftenerne i eget selskab, ikke er alene i verden.

“I’m not an actor, I’m not a star – and I don’t even have my own car”, synger hun på vej til job. Ikke højlydt. Selvom det ofte er blevet hende fortalt, at man aldrig har hørt noget lignende. Så hun burde nok gøre det. Men storsmilende og på cykel hen ad stien langs vandet ved den Permanente badeanstalt (der sjovt nok ligger der endnu). På vej til job i Lystrup. Enkelte dage vender hun jernhesten mod det gamle hood. Mod veninder og venner. Stamcenter og stamcafé. Hun nyder disse små rejser rundt i byen. Hun forbeholder sig dog ret til at ændre ordlyden ”nyder” til ”er lettere irritabel” i takt med YR’s (vejrudsigten) - med garanti - forventelige opjusteringer fra ”let brise” til ”orkan”.

Andre dage trasker hun de 500 m det kræves for at stå midt i Jyllands hovedstad. Smilets by. Nyder den summen af mennesker der bevidst bliver fravalgt, når hun igen er hjemme og lukker sin hoveddør. Hun kan ved et sving ind i Emil Vetts Passage få dækket kaffetørsten ved den mest hyggelige lille kaffeshop i Aarhus midt - Go' Kaffe.

Denne kaffebryggende oplevelse ligger midt i et eldorado af lækkert herretøj - Blue Caviar. Disse to små oaser omrammes af et fint lille bindingsværkshus - i stor kontrast bag giganten Magasin. Rustikke rammer indendørs, hvor du kan sætte dig ved kaffebaren. Måske forsvinde hen i den lille intime sofakrog. Eller shoppe lækkert slidstærkt og unikt herretøj. Lokker solen kan kaffen nydes i den fine, grønne baggård. Og ja, så kan man endda indtage en eftermiddagsgin (eller Ceres Top) om fredagen.

Uden tvivl – bylivet beklæder hendes sind med lykketapet. Men engang var det Viby der prydede hverdagenes vægge med savsmuldstapet i en lettere nougattone………..

Som en lille prinsesse blev jeg båret rundt i Viby. Her kunne jeg sidde på mine forældres arme og lære byen at kende. Og sådan lærte den mig at kende. I mine første leveår. Da jeg blev ældre, mente de åbenbart, at jeg skulle gå. Det skulle være godt for motorikken. Så skulle de se mine knæ i dag. De første leveår boede vi på Ormslevvej i de gule boligkarreer. Med altan mod Vestergårdsskolen. Her skulle jeg nogle år efter være elev i 10 år. Samt bestride det betroede erhverv som skolepatrulje. Det fede ved dette var, at vi fik fri en hel dag og kom på Tysklandstur. Det knap så fede var, at man skulle tidligere op om morgenen, når man havde tjansen.

Da jeg startede i 1. C var det med afgang fra Moltkesvej. Oftest på min minicykel. En SCO i guld (skulle have gemt den - den ville have passet perfekt ind i Guldblog’s univers). Ældstedatteren’s tjans var nogle morgener, før skole at cykle til Monradsbageren (der havde verdens bedste kanelstang – hvis du spørger min far) for at hente et varmt franskbrød. Havde jeg vidst det havde jeg nok forhalet min jordlige ankomst. Jeg startede nemlig tidligt med at have forhold. At det var til mine dyner, gør jo ikke behovet for samvær mindre. Men der var ingen kære mor. Eller far. Af og til kunne det ske, at man kunne spotte den guldfarvede SCO holde ved det lille brødudsalg, der lå på Skanderborgvej. Tæt på hvor Borup ligger. Og tæt på skolevejen. Muligvis var jeg inde og købe et stykke frugt. Blot til info, hvis mine forældre læser dette indlæg. Hvis ikke der var tid til dette, så måtte man ty til skoleboden. Eller i frikvarteret tage et smut forbi bageren der lå på hjørnet af Ormslevvej og Ringvejen. Viby Centret bød skam også på lækkerier. Men der var turen lidt længere, så det var i spisefrikvarteret hvor denne udflugt blev foretrukket. Skildpadden havde de skønneste kartoffelkager (uden kartofler, men med kage). Og på en solrig dag kunne de nydes på springvandets kant – lige mellem Føtex og Brugsen. Eller siddende på bænken ved Birkefeldt. Hvis ikke lige man havde traume efter en nærdødsoplevelse omfattende netop den bænk og Nivea i den blå dåse. Men ja, der var muligheder nok for sultne skoleelever.

I 1979 rykkede familien så over Skanderborgvej. Til Vårkjærparken. Min mormor og morfar boede der allerede. Så jeg havde siddet gyngerne tynde inden. Imens jeg havde skrålet Shubidua sange med nogle af kvarterets piger. Allerede dengang syntes mine forældre, at det var dejligt jeg kunne synge – udenfor.

Men vi svinger tilbage til Ormslevvej. Der mod Århus-enden blev markeret med en stor rød bygning. Lystager. Her var min mormor flettepige og morfar formand for flettepigerne. Nu kunne man tænke, at de var inden for frisørbranchen. I en hyggelig lille shop hvor der blev kreeret Bob Marley-hår i en lange hårtykke stråler. Nej, de flettede fjedre til madrasser. Jeg var af og til på besøg. Jeg gik ikke i børnehave (eller børnehaveklasse), da mor prioriterede at være hjemme ved mig. De mente åbenbart ikke jeg var ansvarlig nok til at være alene hjemme i en alder af 3 år! Så jeg ”institutionerede” den hjemmefra. Fint nok. For så blev der jo også tid til at nyde fabrikslivet, når vi tog på besøg på Lystager. Ikke mindst duften af paraffinen der hang i luften, samt klistrede gulvene ind. Men som også mindede mig om det velkendte. Her nød jeg min mormor og morfar, og ikke mindst alle flettedamernes opmærksomhed. Jeg fik bolsjer, karameller, en 1-øre eller en 2-øre (øh hvad – jo den er god nok!). Gaverne var ofte gravet frem fra dybet af damernes altid enorme ”håndtasker” (ja, hvis man var en skovarbejder med en lap på størrelse med en brunbjørn!) Og oftest indhyllet af tobaksrester. Var jeg så heldig, at det var mønten de fandt først i deres blinde søgen på bunden, blev den med garanti fyret af på den lille tankstation der lå ved siden af Lystager. Hvor den lille ubemandede, selvtankende (og selvtænkende) benzintank Ingo ligger i dag.

Nogle weekender spillede min mormor og morfar billard i personalestuen. Med Ping og Tove. Ping arbejdede også på Lystager. Da jeg var begyndt i skole, kom jeg med nogle gange. Sammen med deres søn, som jeg gik i parallelklasse med. Så rejste vi keglerne, kridtede køerne og førte point. Andre weekender så vi Tipslørdag sammen. Så lå Jan og jeg på gulvet og krydsede ivrigt kuponer af hver gang ”dong” trillede hen over skærmen på tv’et.

På vejen til Lystager ligger Ormslevvej 20. Faktisk lige skråt overfor den lille café. Som engang var en lille købmand. Men i nr. 20 boede min oldemor, da jeg var barn. Hun var enke efter to ægtemænd. Mammi var af udseende en rigtig gammeldags oldemor. Lidt tæt i bygning, i spinlon kjole og nylonstrømper med ål i. Håret var hvidt og sat op i knold. Men indeni var hun en fanden i voldsk kvinde. Dog ikke på den sexede, iltre vildkvinde facon. Som Bridget Bardot. Skrevne sider fra min mormor beskriver en noget anderledes historie mellem en mor og datter. For min mormor vil jeg kalde den yderst udfordrende. Men den fortælling vil jeg gerne berette en anden gang.

Men ja, Viby har været mit hood i så mange år. Jeg svømmer i minder og smiler hver gang jeg får dem frem i tankerne. Jeg nyder at kanalisere dem ned på skrift. Og smiler hver gang jeg cykler ned ad Ormslevvej. Eller byens andre gader. For asfalten er ny. Chikanerne er nye. Butikkerne er nye. Lystager er lukket. Monradsbageren, brødudsalget, bageren på hjørnet, Skildpadden. Alle de kendte rammer er væk. Men mine fodspor jeg trådte som barn vil aldrig kunne fjernes med en omgang sort belægning. Eller nye facader og nyt inventar. Og jeg har mange historier endnu. Om en lille landsby der voksede sig stor og stærk. Til en forstad med datidens skønneste ungdom i 1970’erne og 1980’erne. Hvor ungdommen havde fødder der bragte os rundt, stemmer der grinte sammen, hænder der holdt i hånden. Og ikke mindst øjne der oplevede virkeligheden <>