Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Viby Blues 2

Året var 1978. Min konfirmation ventede i foråret 1979. Den førstefødtes anden dåb. Samtidig indså mine forældre, at vi var vokset ud af vores lejlighed på Moltkesvej. Så de besluttede, at nu skulle vi rykke til en femværelses i Vårkjærparken, der var blevet opført blot syv år forinden. Min mormor og morfar’s hood. Der, på den anden side af Skanderborgvej, hvor jeg havde tilbragt mange weekender i eksil. Væk fra forældre og søskende. Fået nye veninder. Genfortolket Shu-bi-dua’s ”Den røde tråd” på gyngerne. Og erhvervet mig en doktorgrad i ”ungpige-oplevelser”. Nu skulle jeg være fast indbygger i dette lille samfund bestående af seks boligblokke.

Men samtidig betød det også, at jeg skulle væk fra de kendte omgivelser. Væk fra de fire trygge vægge der havde omfavnet mig fra jeg var 4 år. En tre-værelses rede der havde set vores familie på fire blive til fem. Med det store walk-in garderobeskab hvor vi tre piger kunne gemme os. Eller som mine forældre gjorde det – have mørkekammer til filmfremkaldelse. Et spisekøkken med udsigt til den fineste baghave med græsplæne, pære- og æbletræer, samt et glimt til en lille skov. Og en hjemmelavet køkkenbænk, hvor jeg formodentlig havde spenderet flere timer alene end resten af familien havde til sammen. Fordi jeg hadede kartofler og kød. Men også var et tyndt siv. Hvad mine forældre dengang ikke vidste var, at det tynde siv var fyldt med gode idéer. Så halvdelen af aftensmaden tvangsfodrede jeg mig selv med. Den anden halvdel røg ud af køkkenvinduet. Jeg undrer mig stadig over, at det ikke er endt ud i en park af frikadelletræer, samt kartoffelrækker på græsplænen bag Moltkesvej nr. 5. Ja, eller bøftomater ville jo være oplagt.

Derudover skulle jeg rykke ud af mit første eget værelse. Hvor årene stille men stødt havde ændret proportionerne imellem mig og rummet. Forvandlet mig til en (af den tid) høj ranglet teenager. Her havde jeg haft stuearrest. (Forgæves) søgt asyl via en seddel skubbet ind under døren til mine vogtere på den anden side. Dette lille univers havde jeg egenhændigt tapetseret med Sweet og Slade plakater. Donny Osmond lampen havde været solen i min helt egen galakse. Og han havde dagligt, efter min fulde overbevisning, sendt længselsfulde og kærlige blik til mig. Her havde min lille beigefarvede rejse-spolebåndoptager fyldt rummet med ABBA. Og min fars mange kaktusser havde (af en eller anden uforklarlig årsag) forplantet sig i min vindueskarm. Nogle af dem var Aliens, forklædt som små pelsede kaniner, der satte smertelige spor i mine kælne håndflader op til flere dage efter. Dette lille univers ville nu blive en andens.

Jeg valgte det mindste værelse i den nye lejlighed. Det største værelse fik mindstesøs Pernille og vores tre undulater. Min pipfugl var blå og jeg kaldte den Nuser. For det var den. Nuser nød når jeg talte sagte til den. Det bildte jeg i hvert tilfælde mig selv ind. Nu er jeg ikke en undulathvisker. Men pipfuglen pustede sig op og sad og halvblundede med lukkede øjne. Lige indtil Trille - vores baghave kat der endte med at blive vores indekat – lagde sig godt til rette ovenpå buret. ”Me thought me taw a pussytat”. Men ingen benløse fugle til missen. Trille blev i stedet gelejdet ind i min fars lænestol. Der måtte HUN nemlig gerne lægge sig til rette. Og det gjorde hun ofte. Efter de obligatoriske fem omgange om sig selv for at lægge det imaginære græs ned. Skulle det ske, at én af os tre piger helt tilfældigt (og dumdristigt) havde slået måsen i stolen, var sagen en helt anden. Når farmand kom hjem og så, at en af arvingerne slængede sig i den sorte læderstol, kiggede han blot på os, løftede ”blaffer”-tommelfingeren og piftede én væk. Et kupforsøg af tronen før tid blev nedkæmpet straks. Man skulle have været kat. Med syv liv og en smidighed der giver uanede af muligheder.

Inden vi rykkede over på den anden side af Viby’s hovedgade, havde jeg ytret ønske om nougatfarvet savsmuldstapet på mit nye hummer. Det var hvad moden dikterede. Og det ville stå fantastisk til mit brune skrivebord med orange skuffer. Lige netop det med tapetet havde mine forældre så ikke helt forstået korrekt. Jeg endte, lettere skuffet (og formodentlig surmulende), med at rykke ind i et mis-tapetseret-i-en-lettere-bæ-nuance-med-mønster værelse. Men jeg blev installeret og ingen skade var sket. Med årene blomstrede mit løsningsorienterede væsen. Så ved hjælp af en stor tyk sort tusse og mit improviserede tre-fladede whiteboard rykkede Bryan Ferry, Kim Wilde og Blondie med ind. Man kan sige, at jeg så skriften på væggen. Derudover blev væggen over skrivebordet med tiden dekoreret med en mængde navne og telefonnumre på interessante drenge. Jeg havde en bred smag - og var et drømmende væsen. Den fjerde ”væg” var dør og vinduesparti ud til haven. Hvorfra de store behårede edderkopper trampede ind på mit værelse med træskostøvler på. Heldigvis har jeg en mor der er en Dare Devil hvad edderkopper angår. Larver og kvælerslanger derimod – dem står min far for.

Efter hvad man i dag føler blot har været et blink med øjet, forvandledes gården imellem de atten opgange. Stikbold, svingtov, elastik og sørøvertik blev yt – og et Eldorado af frisind voksede frem. Med grænseafprøvende piger og velvillige drenge. Selvfølgelig havde fadæsen i Paradis lusket sig stille og roligt ind på os. Kærestebrevene med afkrydsningsfelterne JA, NEJ og VED IKKE havde floreret og skiftet hænder på legepladsen. Eller i skolegården. Lettere rødmen, når drengene spillede fodbold på cementbanen og sveden drev af dem. Deres kejtede mobning. Fordi ordforrådet indenfor kurtisering endnu ikke var færdigudviklet. Bidet af æblet var taget. Og med ét var vi nøgne uden at tage tøjet af.

Denne nu åbenlyse forskellighed tiltrak. Cowboys og indianere røg nu fredspiber. Dåseputten blev legemliggjort. En lettere fortolkning af Romerrigets orgier blev afprøvet. Forskellige lejligheder i det lille samfund blev ved forældres fravær forvandlet til halverotiske templer. Drengene fra nærområdet var også velkomne. Dem havde vi måske mødt på skolen. I frilufferen. Eller blot en privatfest udenfor ministaden. I starten var det kys. Sådan lidt på omgang. Man var sin egen mundskænk. Så kom petting på banen. Nok se – også røre.

Hvis kroppen skulle være fri, måtte hjernen af og til bedøves. Så Kleopatra’erne og Cæsar’erne skyllede hæmningerne ud med pressede druer på ølflasker. Havde jeg udført mine uddelegerede pligter derhjemme i løbet af ugen, udløste det en præmie. 20 kr. om ugen var den famøse sum jeg kunne inkassere ved kasse 1 hver fredag. Som oftest – man lærte hurtigt, at man må yde før man kan nyde. Tyveren blev hurtigt ekspederet videre ved kasse 2 i Føtex inden fredag aften oprandt. På to stk. Hancock øl. Jeg spenderede hele min ugeløn på at overleve weekenden i syndens navn. Muligvis er det her jeg slog den røde streg på mit alkoholbarometer. Èn øl så er den røde streg nået. Nå ja - så var der også mor og fars hjemmerullede. Som jeg havde øvet mig i at ryge på, når de var ude. Det så smart nok ud i spejlet til, at jeg altid ”lånte” et par stykker, når jeg skulle til fest. Hvilket jeg så fortrød efter et par hvæs. For når røgen blev efterfulgt af nogle mundfulde øl, så blev jeg oftest halvskæv og utilpas. Så indgik jeg hurtigt herefter en aftale med Vor Herre om, at hvis jeg stoppede straks (og selvfølgelig ikke røg til næste fest), så ville han lade mig overleve denne omgang. Den aftale indgik jeg så med ham rimelig ofte. Vor Herre holdt sit ord. Hver gang. Men den har I nok fanget.

Denne trang til at leve et rockstjerneliv krævede jo en vedligeholdelsesplan. Så pigerne og jeg fandt et aftenskolekursus i skønhedspleje. En gang om ugen cyklede vi til Vestergårdskolen. Her blev vi kyndigt guidet af Bente der til dagligt stod i parfumeafdelingen i Salling. Efter et par timer med farvepaletten og ansigtet godt begravet i vores eget spejlbillede, drog vi atter hjem. Fulde af forhåbninger om, at klanens drenge sad på vores fællesbænk. Vores helt eget ”Central Perk”. Uden kaffen og Smelly Cat. Men med smøger, latter og for en vennerne, en Vienettastang. Det var vores forældrefrie åndehul. I en kort periode havde en af drengene (ingen navne nævnt) fået karantæne fra ”bænken”. Usagt, men ingen tvivl om, at han havde time-out for en stund. Han havde i al venskabelighed tilbudt min veninde at tænde hendes smøg. Med en tændstik. Samt en snert af (misforstået) humor. Det endte ud i et sæt afbrændte vipper, samt højre øjenbryn. Og en rimelig sur teenagetøs. Nå, men venindens hårbestand vendte tilbage og det samme gjorde han.

Med hormonernes overtagelse af fornuft og følelser fulgte det nysgerrige sind. Ikke fordi vi havde lyst – men vi trængte. Third base kunne ikke standses. Heldigvis. Heller ikke behovet for at opleve omverdenen og dens drenge. Vi blev landsdækkende – i Østjylland. Ingen tvivl om, at min ungdoms vildeste år blev indåndet på den anden side af Skanderborgvej. Og ingen tvivl om, at der er flere historier tilbage til endnu en Viby Blues. Eller to. Når jeg tænker tilbage på den tid er det egentlig ikke så længe siden. Og alligevel. Det gamle savsmuldstapet er revet ned. Men fundamentet er stadig derinde. For Vibypige vil jeg altid være.

Imens min ungdom blev udlevet, var Lars blot en af de store drenge i skolen. Og hans bror – i dag min bedste ven – var blot en ”parallel”-klassekammerat. Lars var egentlig udlært tøjmand i Viby Centret. Og brormand model for tøjet der skulle sælges - har jeg ladet mig fortælle. Men Lars valgte at smide tøjet (som man siger). Og blev senere fængselsbetjent. Blandt andet i Aarhus Arrest. Serien Dicte med Iben Hjejle i hovedrollen skød nogle scener i arresten og Lars kom på TV. Og Iben var så heldig at møde ham. Og som jeg havde leget stenalder med mine veninder på Bjerget, havde Lars foretaget udgravningsprojekter andetsteds i området. Allerede dengang havde Lars en lyst og et mod på at sidde med en ske og finde fortid. Jeg fik først kendskab til hans hobby for knap 3-4 år siden. Anede ikke, at dette menneske der kunne omfavne alle – og som kendte gud og hver mand – også kunne rumme fortidens glemte liv. Under en udgravning på Søren Loft’s Vej fandt han muligheden for at pille i historien. Og det blev til en del potteskår. For Lars var dette et stort fund af fordums tiders køkkenudstyr. Ja, efter hans vurdering var man formodentlig tilbage i stenalderen. For resten af verden var dette gamle bortkastede tallerkner og krus. Muligvis et levn fra 60-70’erne.

Men dette var et tidligt tegn på hans ukuelige ihærdighed. Der fastholdt ham i denne, samt andre hobbyer helt hen i voksenlivet. For Lars afprøvede livet. Han afprøvede sig selv. Lars blev garder, tog dykkerbevis og var en af fanklub-formændene for Die Herren. Jeg ved Lars i de sidste år, hvor jeg lærte ham at kende, var inkarneret AGF-fan. Og i stor stil akkompagneret af hans niece Pernille, samt brormand. De blev faste tilskuer til hjemmekampene. I frost og slud skulle treenigheden derud.

Da vi flyttede fra mit barndomshood, betød det også, at jeg skulle skifte kirke. Nu er det ikke fordi jeg (eller min familie) var/er store kirkegængere. Som i slet ikke. Men jeg havde altid syntes, at Viby Kirke var KIRKEN. Og nu hvor jeg (igen) skulle trave op ad kirkegulvet til en dåb, ville det blive i en bygning der for mig mindede om et bibliotek. Den store røde murstenskasse med runde vinduer for enden af Bjerget - Ravnsbjerg Kirken. Forandring fryder oftest først efter lidt tilvænning – og i nogle henseender, et par dybe vejrtrækninger. Jeg lærte at se og indrømme, at den indeni faktisk er utrolig smuk og rustik. En solskinsdag i december sidste år skulle jeg så sidde i denne kirke igen. Men ikke med ungdommens uskyldige sind. Eller glæde og forventning til en fest, samt udsigten til at inkassere en vifte af kontanter bagefter. Nu skulle jeg, sammen med en sørgende familie, nære venner og ubekendte sige farvel til en god mand. Det utaknemmelige bæst havde vundet. Endnu engang tog det magten over livet. Min ven, Lars – Guldblog’s største fan havde takket af. Han gav ikke op. Ingenlunde. Og jeg er ikke i tvivl om, at Lars læser dette indlæg, så snart jeg trykker på udgiv. For han er Vibydreng. Og engle giver aldrig helt slip.