Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Guldblog.net

En god, lagret årgang 65'ers hallelujaer og hovsaer

Corona-cravings

Det er søndag formiddag og jeg sidder og summer lidt over livet. Og sunder mig ovenpå fredagens halve (godt og meget vel!) flaske Uozo. Som så småt er ved at være skyllet ud af kroppen med en spandfuld tranebærjuice (sidegevinst - godt mod blærebetændelse), te og en stor jordbærmilkshake. Efter en lørdag der fra ende til anden er blevet tilbragt i sengen. Med hjemmebragt junkfood af min forstående yndlingsdatter og -svigersøn, alt-for-lidt-rester af svin og persillesovs, overlevende gulvchips – og ja TV. Sådan som en tømmermandsdag skal spenderes - meiner meinung nach. Selvfølgelig havde prikken over i’et (eller et andet sted) været, hvis mine puder ikke havde været de eneste krammedyr i sengen. Men sådan skulle det så ikke være denne lørdag.

PIC-logen har haft det månedlige. Altså kom-sammen. Og undertegnede stod for tur som næste Runde-Trunte. Normalerweise foregår møderne på en hverdag. Med kaffe, kage og kaglen. Men ved sidste møde blev gæstgiverrollen revurderet under punktet eventuelt. ”Vi skal da have stegt flæsk med persillesovs, Vibse”. Min forkærlighed for svin (i ordets bredeste forstand desværre) er landskendt. Og håndsoprækningen var da også til at overskue. Demokratiet vandt med 4 ud af 4 stemmeberettigede. "Og alkohol” - selvfølgelig. Der er nu heller intet som kartofler, når de er ordentligt tilberedt, sagde bonden, da han smagte på sin hjemmebrændte snaps......

Nå, men så sidder jeg her og tænker over den sociale sult jeg efterhånden har oplagret. Mine Corona-cravings. Ikke at vores foursome ikke hygger alene. Tværtimod så hygger vi mere intimt end ved store fester. Hvilket mit ellers så ryddelige ”samtalekøkken” også åbenlyst sladrede om ved min første opstandelse fra de halvdøde. Den imaginære foldedør imellem entre og køkken blev også straks trukket ud. Samtalekøkkenet blev gjort tavs indtil fjerde fødsel.

Men trangen til at blive krammet af andre end den nærmeste venindegruppe og mit sengetøj. Selv håndklæderne føler sig efterhånden seksuelt krænkede. Lysten til bare at kunne mødes til en lækker brunch med veninderne - og en flok fremmede. Hvor man har mulighed for at blive irriteret over andre folks børn der larmer lige lidt for meget. Eller piller ved alle baconstykkerne inden jeg har været ved fællessangs-bordet. Eller ganske enkelt – bare at blive set. I et lækkert outfit og uden maske. I hvert fald ikke den lyseblå med elastik bag ørene. PS Den ellers før tiltrækkende tanke om en indbydelse til et maskebal er røget langt ned på det-skal-jeg-prøve-listen. Men blot selv at være den der vælger, at man ikke gider gå ud i aften. Fordi det kan jeg jo gøre næste weekend.

Jeg er ved at være lettere mæt af tomheden. Ensomheden der i særdeleshed mærkes, når jeg sidder med en kop kaffe og skuer ud over Botanisk Have. Blandet med en taknemmelighed over, at jeg traf en beslutning om at flytte til midtbyen. For her nyder jeg muligheden for på afstand at kunne sidde og følge de små prikker ude i livet. I min baghave. Den mulighed havde jeg ikke på Risdalsvej. Men nu er jeg singlekvinde. Så når jeg vender blikket ind i mit hjem, så findes der ingen små prikker. Eller store for den sags skyld. Jeg ved det muligvis rent praktisk er nemmere at leve som single i denne tid. Uden hjemmearbejde i en partners tilstedeværelse eller unger der skal hjemmeskoles. Men intet er at foretrække fremfor det andet. Og jeg kan også kun se og mærke livet ud fra egne øjne. Jeg svælger sjældent i single-medynk. Smiler oftest til livet. Selvom det af og til viser tænder. Og jeg gør meget for at overleve og efterleve mine Corona-cravings. F.eks. ved en shoppetur i Super Brugsen på Vesterbro Torv. Eller indånder lidt cyberselskabelighed på Facebook og Instagram. Men min skærm bliver fedtet, når jeg krammer den. Og Super Brugsen er begyndt at forlange, at jeg fylder lidt på hylderne, når nu jeg alligevel er der. Hvornår f…. åbner de Rema igen?!

Er der nogen der husker Sams Bar? The place where everybody knows your name” Min Sams bar var i 1980’erne Don Quijote. I Mejlgade. Hvor ”Norm!” blev erstattet af ”Vibse!”. Jeg havde medlemskort og var ugens gæst ad flere omgang. Hver uge. Når fredag og lørdag oprandt, så smed jeg hverdagens camouflage og ville genkendes. Og netop dette sted mangler jeg i voksenlivet. Det har jeg faktisk gjort i mange år. Formodentlig efter mine børn er flyttet hjemmefra. Når livets største opgave er veludført og man igen står alene. Min ungdoms ”bænken” i Vårkjærparken. Stedet, hvor du i en verden fyldt med næsten 8 milliarder mennesker, føler dig som centrum af det hele. Når DU ønsker det. Et sted der er åbent for dig, når du har lyst. Som du ved aldrig svigter. Hvor alkohol ikke er essensen, men selskabet. Hvor uventede, spontant dumpen-ind venner kan krammes. Hvor man kan være enlig og ikke ensom. Og være single i flertal. Ikke at jeg ikke har mine veninder. Men de fleste af dem har familie. Eller blot mand/kæreste. Så det forpligter mere. Planlagt spontanitet giver ikke helt sig selv - selvom jeg ved, at jeg har et medlemskort. Men jeg forstår det udmærket. Sådan skal det også være.

Af og til skal man miste noget før man ved hvad man vil savne. Og at miste selvbestemmelsen, egenrådigheden, samt muligheden for spontaniteten er ubehagelig. Ja, jeg ved det. Og jeg tænker og føler det da også selv, når jeg får for meget selvmedlidenhed og savner selskab. Der sker meget værre ting ude i den virkelige verden. Andet end manglen på et tilgængeligt socialt værested til mit behov. Men det har der altid gjort. Og det har jeg aldrig været blind for. Og tanken om, at denne situation som hele verden er endt i, har bragt os en selvindsigt, vil lære os større medmenneskelighed, samt rummelighed for vores forskelligheder, ja den er da vidunderlig. Og jeg har også selv svævet på den lyserøde elefant. I starten af Coronaens frastødende favntag.

Men nej, sådan er den menneskelig natur ikke indrettet. For der har igennem verdenshistorien været lignende - og værre tilfælde - af naturens udspekulerede væsen. Samt væmmelige homo sapiens rædselsridt. Begge dele har ubarmhjertelig ryddet op og er endelig blevet nedkæmpet. Med vacciner eller våben. De har givet efterveer, kramper og en ændring af sindstilstanden. Kortvarig. Ikke ment som, at det er glemt. Men livet er gået videre og nye generationer har overtaget verdensherredømmet. Mennesker der ikke har oplevet, overværet eller følt grusomhederne på egen krop. Som ”blot” har overtaget erindringer via tidligere generationers fortællinger. Men der føres stadig krig. Der er stadig mennesker der sulter. Og intet har vi lært. For vi mennesker er i bund og grund primitive væsener, der blot vil overleve. Og gerne i selskab med vores nærmeste.

At føle sig set, værdsat, elsket og velkommen. Det er hvad livet helt basalt handler om. Også når du mindst venter det. Så denne craving efter social omfavnelse er ikke skabt af Coronaen. Den er bare blevet stærkere. Mere mærkbar. Og ansvaret til at gøre op med følelsen og gøre noget ved det, er nu lagt i hænderne på andre. Og det er der svinet ligger begravet for mig.

God søndag derude 😊